Hun vil være formand for Lægeforeningen
Helene Westring Hvidman er den første, som har meldt sig som kandidat som formand for Lægeforeningens 32.000 medlemmer. Lægerne skal 19. juni have valgt ny formand, efter at Andreas Rudkjøbing har valgt at stoppe og færdiggøre sin uddannelse til speciallæge i samfundsmedicin.
"Jeg brænder for at gøre en forskel for lægestanden og det sundhedsvæsen, vi er en del af. Der er mange vigtige dagsordener, vi som læger i fællesskab kan og skal løfte," siger den 39-årige læge, som er ved at tage en speciallægeuddannelse som gynækolog og obstetriker.
Hun har de seneste fire år været regional lægeforeningsformand.
Et prioritetsområde for hende er at få gjort noget ved det stigende problem med udbrændthed og stress blandt læger.
"Det skal være en prioritet at få ændret. Lægernes kompetencer skal bruges rigtigt. Der skal være tid til patienterne, uddannelse, kvalitetssikring og forskning," siger hun i en præsentation af sig selv på Lægeforeningens hjemmeside.
Om Helene Westring Hvidman
39 år, født og opvokset i Odder syd for Aarhus. Gift med Nikolaj Bak, der er øre-næse-halslæge på Sjællands Universitetshospital, Køge. Sammen har de tre døtre på henholdsvis fem, otte og 11 år og to drenge af Nikolaj Baks tidligere ægteskab på 21 og 23 år.
Under uddannelse til gynækolog og obstetriker, mangler to år af speciallægeuddannelsen. Aktuelt ansat på Gynækologisk og Obstetrisk Klinik på Rigshospitalet.
