Arne Møller.

Spanien er i chok: Plejehjemsbeboere lå efterladt og døde

SPANIEN. Spanien er i chok. På et plejehjem i Madrid har myndighederne fundet plejehjemsbeboere liggende døende og døde. Personalet var stukket af og bedemændene nægter at hente ofrene, skriver journalist Arne Møller, som bor i Spanien.

Den helt umenneskelige tragedie blev afsløret, da et desinfektionshold fra forsvaret ankom til plejehjemmet for at hjælpe med at desinficere for coronavirus.

Den spanske forsvarsminister, Margarita Robles, har bekræftet fundet af døde og døende på plejehjemmet: "Det var en enhed fra hæren, der fandt de ældre mennesker forladt, nogle lå døde i deres senge,” sagde forsvarsministeren og fortsatte:

"Jeg har et meget klart budskab til sundhedspersonalet: Regeringen vil ikke ville tolerere mishandling af ældre mennesker under coronakrisen. I har det fulde ansvar, og hvis I ikke opfylder jeres forpligtelser, kommer I til at stå til ansvar. Den spanske anklagemyndighed vil øjeblikkeligt iværksætte en undersøgelse af sagen. I vil blive idømt lovens strengeste straf, hvis I svigter,” sagde Margarita Robles til TV stationen Telecinco.

Noget tyder på, at det spanske sundhedssystem er tæt på at kollapse. Sygehusene kan ikke rumme de mange mennesker, der indlægges med coronasmitte. Efterhånden som ældre bliver konstateret smittet, overføres de til plejehjem, hvor de ligger svækket og døende.

Flere medier skriver på basis af kilder i plejehjemssektoren, at personalet på plejehjemmene mangler beskyttelsesdragter og ligposer, derfor har de forladt plejehjemmene.

Madrids kommunale begravelsesmyndighed har sagt, at de stopper indsamling af Covid-19-ofre på grund af manglende beskyttelsesudstyr.

Situationen er så desperat, at skøjtebanen Palacio de Hielo er blevet inddraget som lighus for Covid-19-ofre. Desuden har de spanske myndigheder oprettet et felthospital for coronapatienter i hovedstadens kongrescenter Ifema.

Der er snart 3.000 dødsfald på grund af coronasmitten i Spanien. Det samlede antal bekræftede Covid-19 tilfælde i Spanien nærmer sig 40.000.

 

Andre artikler fra Arne Møller i Spanien:

Tags: corona, spanien

Like eller del denne artikel