Læger: Manglen på værnemidler kræver benhård prioritering og nye løsninger

Sundhedssektoren risikerer at løbe tør for værnemidler som håndsprit, ansigtsmasker og visirer, der er vigtige i kampen mod coronavirus, lød advarslen fra Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse søndag.

”Vi tager situationen meget alvorligt, og vi arbejder non stop alle ugens dage på at skaffe værnemidler til det danske sundhedsvæsen,” siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

Styrelsen er i tæt kontakt med danske virksomheder for at skaffe værnemidler fra udlandet og få det transporteret hurtigt til Danmark og for at sætte ekstra produktion i gang af f.eks. håndsprit og visirer herhjemme.

Lægeforeningen finder det dybt foruroligende, at der er opstået en tiltagende mangel på værnemidler til sundhedsprofessionelle og understreger, at lægers og andre sundhedspersoners sikkerhed er en forudsætning for en effektiv indsats mod coronaudbruddet..

”Vi ser med stor alvor på, at der nu er tiltagende og kritisk mangel på værnemidler mange steder i sundhedsvæsenet på grund af problemer med leverancer fra især udlandet. Det er vores opfattelse, at myndighederne tager det alvorligt og allerede har iværksat en indsats for at skaffe leverancer. Det er der i den grad brug for. At skaffe den nødvendige beholdning bør have den allerhøjeste prioritet”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Han peger på, at sundhedsvæsenet står i en helt ekstraordinær situation, hvor det er nødvendigt at tænke kreativt og hurtigt, finde nye løsninger, eventuelt ved at afklare om det er fagligt muligt at genbruge visse værnemidler efter desinficering eller bruge værnemidler, som almindeligvis anvendes i andre brancher.

”Der er brug for, at de masker og andre værnemidler, som trods alt er til rådighed, anvendes der, hvor de gør størst nytte. Det er Sundhedsstyrelsens og Lægemiddelstyrelsens ansvar løbende at opdatere retningslinjerne for, hvordan det sker bedst mulig, og de skal naturligvis fortsat følges”, siger Andreas Rudkjøbing.

Lægeforeningen opfordrer desuden regeringen til få større politisk fokus på det tiltagende problem med mangel på værnemidler i EU.

”EU bør forholde sig aktivt til, at lande som Danmark, der kun i begrænset omfang producerer værnemidler til sundhedsvæsenet, står i en svær situation. Der er brug for større intern solidaritet i denne situation”, siger Andreas Rudkjøbing. 

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel