"Den ene dag er det kulhydraterne, der er skurkene, den næste er det animalsk fedt. Det er forkerte budskaber fyldt med misinformation, der altid bygger på, at det er individets egen skyld, og dermed bliver det også et personligt ansvar, når det ikke lykkes," siger Morten Elsøe

Morten Elsøe: Slankekur-industrien er en fed forretning, der bygger på skam og misinformation

Skam og skyld blandet op med misinformation giver grobund for forkerte løsninger på overvægtsproblemerne, og det bliver ikke anderledes, så længe slankeindustrien lever fedt af dårlig samvittighed og selvbebrejdelser. Det mener cand.scient. Morten Elsøe, som er indehaver af Livsstilshuset, hvor han tilbyder hjælp til mennesker, der er faret vild i slankekure og andre løsninger på overvægt.

DE TUNGE  DANSKERE

Tema på Medicinske Tidsskrifters sider om de stadigt tungere danskere. 

”Min mission er at knække fedmekurven i Danmark”, står der ambitiøst på hans hjemmeside.

"Det er en reel vision, fordi det giver mening at invitere videnskaben indenfor i forståelsen og behandlingen af overvægt," siger han.

Han oplever, at de mennesker, der opsøger ham, har prøvet alskens slankekure og altid uden held. Den manglende succes undrer ham ikke, fordi slankeindustrien efter hans opfattelse lever af at tage håbet fra mennesker, når kurene ikke virker.

"Det, der skal til, er ikke løsninger, man køber sig til, men at finde frem til og handle på de reelle årsager til, at man tager på," siger han.

Mad dulmer den følelsesmæssige bagage

I et fedmefremmende samfund, hvor tilbud om velsmagende og kalorietunge fødevarer byder sig til overalt, er det let at bruge mad til at dulme de følelser, der ifølge Morten Elsøe en af grundene til, at så mange spiser for meget.

"Som med narko, tobak og alkohol, bruger vi mad til at dulme, berolige og belønne," siger han.

Og det er let at få fat i sit ”stof”. Fedende mad og store portionsstørrelser er accepterede i en kultur, hvor det at spise er det ultimative hygge- og succeskriterium om middagsbordet, i kantinerne etc.

"Vi nøder gerne til at tage lidt ekstra og ser skævt til dem, der levner, mens vi i hemmelighed bebrejder os selv og hinanden for, at vi ikke har selvkontrol eller rygrad til at stå imod," siger han.

Slankekultur bygger på skyld

Morten Elsøe mener, at en indlysende kobling mellem et fedmefremmende samfund og en stigning i antallet af mennesker, der udvikler svær overvægt, fuldstændig negligeres i den almindelige debat.

"Det er ikke en sammenhæng, vi beskæftiger os med, og dermed overlades ansvaret for vægtproblemer fuldstændigt til det enkelte menneske," siger han.

"For en slankeindustri, der lever af at tilbyde ”løsninger” til den enkelte, er det udmærket, fordi det er en simpel nødvendighed for salget, at problemet ligger hos individet."

Denne merkantile interesse i overvægt betyder ifølge Morten Elsøe også, at det alternative behandlerlag, som han kalder det, hele tiden vil byde på nye forklaringer og får nye, påståede løsninger på hylderne, som folk kan købe.

"Den ene dag er det kulhydraterne, der er skurkene, den næste er det animalsk fedt. Det er forkerte budskaber fyldt med misinformation, der altid bygger på, at det er individets egen skyld, og dermed bliver det også et personligt ansvar, når det ikke lykkes," siger han.

Modkulturer virker ikke

Umiddelbart kan det synes fornuftigt at slå op med denne sammenhæng. Men det er bare ikke let, forsikrer Morten Elsøe.

"Der er hverken tid eller overskud til refleksion i et hav af misinformation, hvor overvægt er forbundet med skam og stigmatisering," siger han.

Han ser heller ikke de modkulturer, der i det seneste år er dukket frem, som f.eks. det tyk-aktivistiske initiativ Fedfront som en alternativ løsning.

"Jeg har stor sympati for alle dem, der aktiverer mod skam og stigmatisering", siger han. "Men jeg mener, det er lige så forkert og farligt at gå i den anden grøft og fuldstændigt negligere de fysiske gener og alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, der kan komme af svær overvægt. Ingen af de mennesker, jeg møder, har valgt at blive alt for tykke med alt, hvad det indebærer af indskrænket bevægelighed, problemer med at få tøj, der passer etc. At acceptere sig selv, uanset vægten, gør selvfølgelig livet bedre, men det løser ikke de fysiske problemer, som vægten ofte bringer med sig. En bevægelse for 100 procent kropsaccept skaber desuden nye krav, der kan være umulige at leve op til, og som betyder, at det så kan føles, som om man svigter ”sagen”, hvis man alligevel gerne vil tabe sig," siger han. 

Løsningen findes i årsagerne

Ifølge Morten Elsøe er der ingen slankekure, der virker, men alle mennesker kan tabe sig.

"Fra vores arbejde i Livsstilshuset ved jeg, at mange flere kan få succes med vægttab, hvis de kan afdække og italesætte de virkelige årsager til, at de spiser, når de ikke er fysisk sultne," siger han.

Selvom det ifølge Morten Elsøe kan være fint at arbejde for vægtneutralitet, som også er en af tidens trends, så er der stadig mange mennesker, der vil have glæde, ikke mindst helbredsmæssigt, af at tabe sig.

"Der er jo også mange, der snacker hele dagen, og som kan opnå den samme følelsesmæssige ”mæthed” ved at gøre noget ved de reelle bagvedliggende problemer og finde en anden vej til selvomsorg," siger han.

Græsrødderne skal gå forrest

Der er de seneste par år kommet en større opmærksomhed omkring det politiske ansvar for at dæmpe effekterne af et fedmefremmede samfund, men det er ifølge Morten Elsøe først, når græsrødderne forstår sammenhængene, at misinformationerne taber deres magt.

" Det er oplagt, at vi skal gøre noget ved det fedmefremmede samfund, og det er godt med politisk fokus, men regulering af fødevaremarkedet kommer næppe på tale, før danskerne er blevet ordentligt informeret om de rigtige årsager til, at vi har en fedmeepidemi," siger han. 

Knæk-kurven-bevægelse

Fødevareindustrien har ifølge Morten Elsøe hacket vores biologi og skabt mad, der gør det ekstremt nemt at komme i kalorieoverskud.

Og slankeindustrien har hacket vores hjerner til at tro, at det bare handler om viljestyrke til at følge strenge diæter.

"Men det er først, når befolkningen forstår, hvad videnskaben siger, at missionen om at knække kurven kan understøttes med lovgivning og afgiftsregulering," siger han.

"Det betyder, at slankeindustriens misinformation, både om årsagerne til overvægt, og hvem der bærer ansvaret, skal bekæmpes. Først da kan vi stå sammen og kræve et ændret fødevaremiljø. Heldigvis er det lige præcis hvad der er ved at ske, og jeg oplever en stigende opmærksomhed for min bevægelse Knæk Kurven, der pt. har over 5.000 medlemmer på Facebook," siger han.

 

Knæk Kurven på Facebook: facebook.com/groups/knaekkurven/

 

Tags: overvægt

Like eller del denne artikel