Søren Ventegodt med radioværten Iben Maria Zeuthen i de svenske skove. Foto: DR

Søren Ventegodt sætter scenen i psykologisk thriller

PODCAST. I 2005, efter at han blev afsløret i at give kvinder vaginal akupressur hjemme i sin egen seng, blev han kaldt dokktor Klam i Ekstra Bladet. Men hvem er tidligere læge Søren Ventegodt? Er han i virkeligheden ’en slem’ person eller et kærligt menneske? Det spørger han selv radioværten Iben Maria Zeuthen om i en ny psyko-thriller-agtig radiopodcast-serie "Læge søger grænser" fra DR. Sammen forsøger de to at finde ud af, hvem han er, og om hun kan lære noget vigtigt om sig selv af ham.

Interessante spørgsmål. Men er det overhovedet i orden og ikke blot udtryk for historieløs sensationslysten uansvarlighed, at DR endnu engang giver masser af taletid til en læge, som institutionen mere end nogen anden medievirksomhed i begyndelsen af 90’erne var med til kritikløst at bygge op til at blive datidens sundhedsguru over alle sundhedsapostle, men som Sundhedsministeriet senere dømte farlig for patienter?

Både da Søren Ventegodt var ansat på Rigshospitalet, og siden, da han lavede sin egen klinik, fik han fra DR og andre medier så megen positiv og kritikløs presseomtale, at han selv, velhavende økonomiske donorer og en stor patientskare til sidst mente at vide, at han egenhændigt kunne helbrede for eksempel kræft, HiV, kroniske smerter og seksuelle problemer ved sin blotte tilstedeværelse tilsat en omgang håndspålæggelse og forførende sjælefiskeri. Behandlingsaktiviteter, som dog gjorde, at han i 2005 blev foreløbigt frakendt sin autorisation som læge, i 2012 måtte modtage dom for at have manipuleret seksuelt med kvindelige patienter og i 2014 blev stemplet som seksuelt manipulerende og farlig af Sundhedsministeriet - samt frataget sin autorisation for altid. Denne anmelder var mere end skeptisk overfor den nye podcast.

Men jo, skepsis er gjort til skamme, for så enkelt er det så alligevel ikke helt: Det virker faktisk ud fra de endnu kun tre ud af i alt fem programmer, DR foreløbigt har frigivet, som i orden at lukke ham ud i æteren igen. Programmerne giver nemlig en sjælden grad af psykologisk indsigt i et yderst særegent menneske, som trods frakendelse af al almindelig ære og værdighed fortsat ikke tvivler på sin egen forførelseskraft og helbredende evner. Men som alligevel samtidigt er kommet frem til, at han måske nok har en ’ skidt’ karakter, han må betvinge. Som et studie i en personlighedstype som måske/måske ikke er farlig for sårbare patienter og klienter, er det indtil videre en vildt fascinerende podcast, som forhåbentligt gør lytterne klogere i den sidste ende. For at vide, om vi overhovedet bliver klogere, og hvad vi måske mere præcist bliver klogere på, om han er god eller slem, og om Zeuthen lærer noget, mangler vi at høre i program fire og fem, som DR først sender tættere op under jul.

Da radiojournalisten Iben Maria Zeuthen og Søren Ventegodt indgik aftale om, at han ville lade sig interviewe, var hans betingelse, at hun bagefter skulle svare ham på, hvorvidt han er ’en slem person’. Hun går med på aftalen, men allerede i løbet af det første program, får han hende til at gå med på, at hun også skal svare på, om hun har lært noget om sig selv ved at være sammen med ham i 30 timer oppe i de svenske skove, hvor han bor og har klinik og patienter.

Et rigtigt smart træk af Søren Ventegodt, som således i virkeligheden får sat værten i en dobbeltskruet reflektionsproces væk fra ham selv, alt imens han kan koncentrere sig om at uddele de lunser af sit eget spægede kød, som han synes skal danne brikkerne til værtens to svar til ham. Og smart fordi han har tilranet sig fokus for samtalernes form og indhold og programmernes senere redigering, for programmerne med den indgåede aftale skal herefter primært besvare hans spørgsmål, ikke journalistens.

Men også smart af Ventegodt for med de aftalte spilleregler har han fået sat værtens personlighed i spil i ligeså høj grad som sin egen. Det ligner en effektiv manipulation af vært og lyttere, men er endnu for tidligt at afgøre.

Men heldigvis for lytterne er det ikke bare en smart manøvre til hans fordel, det giver nemlig programmerne også to thriller-agtige effektiver motorer i programmerne. For hvor ender Iben Maria Zeuthen, der fik Ghita Nørby til at gå helt fra koncepterne i arrigskab over Zeuthens påståede distance, midt i alle disse af ham uddelte blodige og betroende lunser i program fem? Han har allerede placeret hende i kassen med neurotiske enspændere, og hun har perforeret sin distance og afsløret for ham, at hun ofte er udmattet og har ondt i halsen uden egentlig grund. Og hvor ender man selv i sin opfattelse af denne mand, som i den grad har ikke blot ordet i sin magt, men måske også sine medmennesker? Ender vi med at tænke, at han er god nok, eller tværtimod helt….?

Så skal han lykkes med til sidst at få os lyttere og Zeuthen sat skakmat, for slet ikke at tale om at få os over i hans verden, så skal han have noget at gøre det med. Hun er en erfaren radiorotte, og det ved han, så han leverer ved tilsyneladende - og i diamentral modsætning til Ghita Nørby - at åbne helt for det indre pengeskab, hvorinde han pisker sig selv med fortidens synder og personlige brister:

Jo, han led til sidst af storhedsvanvid dengang i 2005, jo han var fræk, arrogant og umoden og troede, at han kunne flytte grænser som ingen anden. Og jo, han har kigget dybt ind i sig selv og lært, at han nok tilhører den mennesketype, som ifølge en indiansk kategorisering af personligheder er ’magtsyg, koldhjertet, kynisk, ikke sød og en skid’. Men han har også fundet ud af at under denne skidne kulde er der nok alligevel et kærligt væsen, som magter at kompensere for denne personlighed. Og jo. han gik nok over stregen, men han troede i sin ungdommelige mangel på realitetssans, at han var indenfor skiven, og taler konsekvent om’ dengang jeg blev hængt ud’ som et resultat af denne usøde personlighed, som bevirkede, at folk kunne tænke grimt om ham - og ikke fordi han gjorde nogle patienter ondt.

Han disker altså op med selverkendelser, men de har alligevel således en stærk klang af de præventive indrømmelsers strategi, for han fastholder værdien af sine metoder og omtaler ikke med ét ord sine ofre i form af de kvinder, som dengang følte sig udsatte for seksuelle overgreb i hans klinik og seng. I stedet får han dog indflettet, at han ’er en mand, der bliver jaget af kvinder’, og at han den gang ”havde 20 kvinder, så hvorfor skulle jeg….?”

Og psykologisk gyseragtig er hans beretning om, hvordan hans lillebror døde, da broderen var kun otte, og han selv ti år. De to var ude at bade i stormvejr på en øde strand, ingen af dem kunne svømme. Og da lille broderen, der var kommet for langt ud i bølgerne, råbte om hjælp, valgte han ikke at komme ham til undsætning:

"Jeg vidste, at han var fortabt, og jeg ville dø, hvis jeg forsøgte at redde ham. Så det var sådan, desværre bror, jeg er for glad for mit eget liv. Det knuste mig. Det måtte jeg lære at leve med, så er jeg et dårligt menneske, er jeg for selvisk?” spørger Ventegodt, der afviser, at drukneulykken har haft betydning for hans valg af fag:

”Jeg kan ikke se det som et neurotisk begær efter at redde andre”, lyder svaret til Zeuthen fra Ventegodt, der i dag har købt sommerhus på den samme strand, hvor hans bror døde: ”Jeg tænker ikke på ham, når jeg er der,” tilføjer han i en indskudt bemærkning.

Hvor Søren Ventegodt, Iben Maria Zeuthen og vi lyttere lander i slutningen af program fem er ikke ganske klart endnu. Men at allerede nu kalde ham en sjælefisker kan man vel godt tillade sig i lyset af, at han selv skelner mellem de af hans patienter, som vil lære at fiske, og de der blot vil have fisk af ham. Men prøv at lyt med, for det er et hyper interessant personportræt af en mand, hvis grænser er helt anderledes end de flestes.

Programmerne "Læge søger grænser" kan høres på DR Podcast og kan downloades direkte:  https://www.dr.dk/radio/p1/laege-soeger-graenser/laege-soeger-graenser-1-5-kontrakten

 

 

Søren Ventegodt kommenterer anmeldelsen i debatindlæg:

 

 

Like eller del denne artikel