Overset sammenhæng: Metformin kan medføre B12-vitaminmangel
Op imod 20 procent af de type-2 diabetes-patienter, som bliver behandlet med stoffet metformin viser sig enten at have mangel på B12-vitamin eller ligge lige på grænsen til at få det.
Mangel på B12-vitamin kan være vanskelig at fastslå, fordi symptomerne ofte er vage og ukarakteristiske, men manglen kan give alvorlige nerveskader, hvis ikke den opdages i tide. Man bør overveje en systematisk screening af diabetespatienter i metformin-behandling, mener forsker Christian Stevns Hansen ved Steno Diabetes Center i København.
Type-2 diabetespatienter har øget risiko for neuropati (nervebetændelse), som blandt andet kan føre til hjertekar-sygdomme og øget dødelighed. Det viser flere internationale studier, men også et dansk studie fra 2017. Det danske studie har påvist en sammenhæng mellem mangel på B12-vitamin og behandling med metformin, som anvendes i behandlingen hos omkring 85 procent af de danske diabetespatienter med type-2 diabetes. Studiet viste desuden, at lavt B12-vitamin var forbundet med dårligere funktion af nervesystemet, der regulerer hjerterytmen.
Metformin er et velkendt, veltolereret og derfor også udbredt stof i diabetesbehandlingen. Men man bør være opmærksom på, at det kan øge risikoen for mangel på B12-vitamin, påpeger forsker ved Steno Diabetes Center i København, Christian Stevns Hansen:
”Vi ved, at der hos diabetespatienter er en sammenhæng mellem metformin og evnen til at optage B-12-vitamin. At diabetespatienter har en lidt anderledes tarmflora end andre spiller muligvis også ind. Lavt B12-vitamin i blodet kan påvirke nervefunktionen i ben og arme og give eksempelvis føleforstyrrelser og også hjerte- og hjernefunktionen kan blive påvirket. Derfor giver det også rigtig god mening at måle B12-vitamin-niveauet især efter, at patienten har været i behandling med metformin i et stykke tid.”
Alvorlige skader er vanskelige at reparere
Ifølge Christian Stevns Hansen er B12-vitaminmanglen relativt nemt at behandle, og mange af de skader, som patienterne har pådraget sig på grund af B12-manglen vil man kunne afhjælpe ved at give daglige tabletter eller indsprøjtninger med B12-vitamin hver tredje måned. Der er dog også skader, som er så alvorlige, at de vil være vanskelige at reparere, hvis ikke man opdager mangeltilstanden i tide, understreger Christian Stevns Hansen. Der er tale om de skader, der kan opstå i hele nervesystemet; både følesans, men også kontrollen af de indre organer, så eksempelvis tarme og hjerte kan påvirkes:
Tags: b12

