Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Flere ældre får influenzavaccination

Mere end halvdelen af ældre på 65 år eller derover blev vaccineret mod influenza sidste år. I sidste influenzasæson blev 52 procent af danskerne på 65 år eller derover vaccineret, mens det i forrige sæson var 50 procent.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle i risikogrupperne bliver vaccineret mod influenza. Det er nemlig den bedste måde at undgå alvorlige sygdomsforløb. Hvert år dør ca. 1000 - 2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza.

Og riskoen for at få influenza under en epidemi er stor: Op til 20 procent af befolkningen kan blive ramt af sygdommen under en influenzaepidemi.

”Det er rigtigt positivt, at flere ældre vælger at blive vaccineret mod influenza, fordi influenzavaccination er den bedste måde at undgå et alvorligt sygdomsforløb. De andre grupper, der er i særlig risiko, f.eks. personer med en kronisk sygdom og gravide anbefales også influenzavaccination. Vi håber derfor, at endnu flere bliver vaccineret i år”, siger læge i Sundhedsstyrelsen, Miriam Colstrup Sommer og fortsætter:

”Vi anbefaler, at man bliver vaccineret, hvis man er i en af risikogrupperne, også selvom man føler sig sund og rask. Når vi anbefaler vaccination til personer, der er 65 år eller derover, er det, fordi immunforsvaret svækkes naturligt med alderen. Derfor har ældre en øget risiko for at få et alvorligt forløb med influenza. Det skyldes, at kroppen har sværere ved at bekæmpe sygdommen. Ældre er også i øget risiko for at få f.eks. lungebetændelse som følge af sygdommen.”

Danskere i risikogrupperne kan fra 1. november og frem til den 15. januar 2020 få en gratis influenzavaccination. Gravide, der er mere end 12 uger henne, samt personer med immundefekt og deres husstandskontakter, kan blive vaccineret frem til udgangen af februar 2020.

 


Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver vaccineret, hvis man:

  • er 65 år eller derover
  • har bestemte kroniske sygdomme, f.eks. KOL eller diabetes
  • er svært overvægtig med BMI over 40
  • er gravid og mere end 12 uger henne
  • har andre alvorlige sygdomme, hvor influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko (efter lægelig vurdering)
  • bor i samme i hustand som en person med immundefekt

 


Her kan man blive vaccineret

  • Spørg hos den praktiserende læge og få en tid til vaccination
  • Gravide kan spørge jordemoderen eller fødselslægen
  • Spørg hos en vaccinationsklinik og få en tid til vaccination
  • Se på apoteket.dk hvilke apoteker, der tilbyder vaccination, eller spørg på apoteket
  • Se på kommunens hjemmeside, om der er lokale tilbud om vaccination
  • Se efter vaccinationstilbud i lokalavisen


Sådan kan man undgå at få influenza

  • Bliv vaccineret
  • Undgå andres host og nys
  • Vask hænder omhyggeligt

Tags: influenza, vaccination

Del artikler