Partier vil lægge pres på minister: Afskaf tolkebegyret
Regeringens støttepartier, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre vil nu lægge pres på sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at afskaffe tolkegebyret. Det sker efter, at det er kommet frem, at kun en tiendedel af det beløb, Region Syddanmark har opkrævet i tolkegebyr, siden ordningen begyndte, er blevet betalt.
Det skriver DR.
Siden ordningen trådte i kraft i juli sidste år, har regionen sendt næsten 11.000 fakturaer til patienter, der har opholdt sig i landet mere end tre år uden at kunne klare samtaler med læger og sygeplejersker selv.
Regningerne løber op i godt tre millioner kroner, men kun cirka 300.000 kroner er indtil videre kommet retur. Samtidig er etablering og drift af it-systemer, udsendelse af informationsmateriale samt personaleudgifter i perioden løbet op i 1,8 millioner kroner. Dertil kommer de administrative opgaver, som læger og sygeplejersker bruger tid på.
"Det er tidskrævende, fordi der dels er borgere, der skal fritages, og dels er mennesker, der ikke kan betale - og derfor skal laves afdragsordninger med, siger regionrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), der også er formand for Danske Regioner.
Socialdemokratiets holdning til tolkegebyrer har været ude på lidt af en slingrekurs gennem tiden, men partiet bakkede op om tolkegebyret i 2018, da det blev vedtaget på trods af, at patienter, læger, sygeplejersker og regioner alle var kritiske over for gebyret.
Tags: tolkegebyr
