Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Læger skal kunne eje flere lægepraksisser

Praktiserende læger skal have mulighed for at købe flere ydernumre, altså lægepraksisser, og ansætte andre læger til at drive dem.

Det er en af de to vigtigste resultater af en bred politisk aftale om en bedre lægedækning i yderområder og socialt belastede områder.

Det andet vigtige ben i aftalen er at læger i yderområderne og socialt belastede områder kan få en højere løn. Det skal dog først udmøntes i de kommende overenskomstforhandlinger.

Aftalepartierne er enige om: 

• at forlænge den nuværende fireårige periode, hvor regionerne har mulighed for at drive almen medicinske klinikker, jf. sundhedslovens § 227, stk. 5, op til 6 år, i tilfælde af lægedækningsproblemer. Sundhedsministeren vil i efteråret 2017 fremsætte lovforslag herom. Der gennemføres en evaluering af anvendelsen af regionsklinikker inden for tre år efter lovens ikrafttrædelse.

• at åbne mulighed for, at almen praktiserende læger, der ønsker at eje flere ydernumre, jf. sundhedslovens § 227, stk. 2, kan købe direkte fra andre praktiserende læger. Sundhedsministeren vil i efteråret 2017 fremsætte lovforslag herom. 

• at omprioritere midler i en treårig overgangsperiode til at understøtte en honoraromlægning i almen praksis, der kan sikre bedre lægedækning. Prioriteringen forudsætter, at Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) aftaler en model for differentieret basishonorar i de aktuelle overenskomstforhandlinger om almen praksis. 

Aftalepartierne konstaterer desuden, at der i visse dele af landet er væsentlige lægedækningsproblemer i både sygehusregi og i almen praksis.

Aftalepartierne opfordrer derfor til: 

• at der inden for rammerne af forsøgsbestemmelsen i sundhedsloven § 233 ansøges om etablering af forsøg med nye organiseringsformer, som kan skabe sammenhængende tilbud for borgere i områder med lægedækningsproblemer i både almen praksis og i sygehusenes akutte beredskab. Både private og offentlige aktører kan indgå i løsninger af akutte lægedækningsproblemer. Aftalepartierne finder det hensigtsmæssigt, at sådanne forsøg vil kunne løbe op til 6 år og evalueres inden for 3 år efter igangsættelse. Etablering af forsøg forudsætter ansøgning fra et regionsråd til sundhedsministeren. 

Derudover ønsker aftalepartierne at styrke mulighederne for bedre virtuel eller digital kommunikation for at understøtte bedre lægedækning. 

Partierne noterer sig i øvrigt Lægedækningsudvalgets øvrige anbefalinger og er enige om at opfordre de relevante aktører, bl.a. regioner, kommuner, lægeorganisationer m.fl., til at arbejde målrettet med anbefalingerne med henblik på at sikre bedre lægedækning til gavn for alle danskere.