Usikre 1813-ansatte giver læger ekstra-arbejde
Usikkerhed hos personalet på akuttelefonen 1813 medfører unødigt ekstra-arbejde hos de praktiserende læger i Region Hovedstaden.
Det mener de praktiserende lægers organisation, PLO, på baggrund af tal indsamlet af Politiken, der viser en lille stigning i patientkontakten, som er en halv procent større end i resten af landet.
"En stor del af patienterne kommer til os efter at have talt med 1813 med problemer, som vi i den gamle lægevagt ville have ordnet med det samme. Den slags har vi især mange henvendelser om på mandage," fortæller PLO Hovedstadens formand Karin Zimmer, der selv arbejder i en praksis med fem læger.
Og Ben Geissler fra Hillerød, der har en lægepraksis sammen med tre kolleger, kalder opfordringer fra 1813-personalet om at henvende sig til sin egen praktiserende læge for "garderingshenvendelser", som har betydet at hans praksis har forstærket telefontiden med mere personale.
Regionens direktør Svend Hartling mener at tallene er for små til at drage konklusioner og mener at PLO bør stikke piben ind.
"Hvis patienter ringer til 1813 om hjælp, og det kan løses i almen praksis, dagen efter, er det vel fint. De praktiserende læger mener jo selv, at de er de bedste til at tage sig af den slags," siger Svend Hartling.
