Sundhedsministeren: Kapitalfonde skal ikke overtage lægeklinikker

Kapitalfonde skal ifølge Ellens Trane Nørby ikke kunne shoppe løs blandt det stigende antal udbudsklinikker, der er i landet.

“Vi skal ikke ændre generelt på den måde, vi driver praksis. Kapitalfonde skal heller ikke kunne gå på storindkøb. Men vi skal sikre patienterne,” sagde hun ifølge Altinget ved torsdagens åbne samråd om liberalisering af det danske lægemarked.

Svaret kom på baggrund af to spørgsmål fra Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen. Han mente, at en artikel i Mandag Morgen, hvor to regionale Venstre-politikere giver udtryk for at ville liberalisere lægemarkedet, skabte usikkerhed om, hvad regeringens planer for lægemarkedet var.

Sundhedsministeren nævnte flere gange, at hun står inde for den lægedækningsaftale, Folketingets partier indgik tidligere på året.

Den indgåede aftale forlængede udbudsordningerne, således at regionerne kan drive en udbudsklinik i seks år og ikke kun fire år som før. Her pointerede hun, at man kunne overveje at forlænge udbudsordningerne yderligere for at få den samme kontinuitet og kvalitet som hos de praktiserende læge.

I dag findes der 56 udbuds- og regionsklinikker i hele landet - i områder, hvor det ikke har været muligt at finde praktiserende læger, der vil slå sig ned med egen praksis.. Heraf ligger de 29 udbuds- og regionsklinikker i Region Nordjylland, viser ny statistik fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO). I 2017 er 9,5 pct. af de læger (kapaciteter), der er i Nordjylland, også tilknyttet en af regions- eller udbudsklinikerne. På landsplan drejer det sig om 1,6 pct. Antallet af læger i de nordjyske regionsklinikker er vokset eksplosivt siden 2014, hvor kun 0,3 pct. af lægerne var tilknyttet en regions- eller udbudsklinik.

 

Tags: Ellen Trane Nørby, udbudsklinikker, kapitalfonde

Like eller del denne artikel