Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kortuddannede har lavere chance for at overleve kræft

Har du kort eller ingen uddannelse? Og er tallene på din lønseddel lave? Så er din chance - alt andet lige - for at overleve en eventuel kræftsygdom mindre.

Langt fra alle kræftpatienter har nemlig haft gavn af de mange forbedringer, der er sket på kræftområdet i Danmark de seneste 30 år. Forskere i Kræftens Bekæmpelse har foretaget en systematisk gennemgang af 139 undersøgelser blandt danske kræftpatienter, som samlet viser et entydigt billede af social ulighed i hele kræftforløbet.

Resultaterne fra de mange undersøgelser er samlet i en hvidbog, som i dag, 7. marts, fremlægges på en konference om social ulighed i kræft i Danmark arrangeret af Kræftens Bekæmpelse og kræftlægerne i De Multidisciplinære Cancer Grupper.

"Vi vidste godt, at der er et problem med social ulighed, men det er alligevel chokerende at se, hvor markant og entydigt problemet er i alle aspekter af et kræftforløb. Det kan vi ikke være bekendt i et velfærdssamfund, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved," siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse til foreningens hjemmeside.

Langt de fleste kræftformer rammer hyppigere mennesker med en kort uddannelse, lav indkomst samt personer, der bor alene. Der er social ulighed i forekomsten af de største livsstils- og miljømæssige årsager til kræft, nemlig tobaksrygning og kost. Der er social ulighed i, hvor fremskreden kræften er, når den bliver opdaget, i hvilken behandling man får, og i chancen for, at man kan vende tilbage til jobbet efter kræft. Og så er der en stor og stigende ulighed i overlevelsen efter kræft.

Blandt alle kræftpatienter, der fik deres kræftdiagnose i 2005-2009, var således kun 53 pct. af dem med den laveste indkomst i live efter fem år mod 69 pct. af kræftpatienter med den højeste indkomst.

"For alle kræftformer er overlevelsen steget siden slutningen af 1980’erne, og det er jo virkelig godt. Men for nogle kræftformer, blandt andet tyktarmskræft, er det sådan, at de 20 pct. rigeste nu overlever meget bedre, mens de 20 pct. fattigste har haft en langt mere begrænset forbedring i kræftoverlevelsen igennem de sidste 30 år," siger professor og overlæge Susanne Dalton, Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der er medforfatter til hvidbogen.

 

Eksempler på social ulighed i kræft i Danmark

  • Unge kvinder og mænd, hvis mor havde en lang uddannelse, havde hhv. over 1,3 og 3 gange højere odds for at være vaccineret mod HPV, i forhold til unge kvinder og mænd med kort uddannelse.
  • Personer med kort uddannelse og lav indkomst diagnosticeres oftere med kræft i et fremskredent stadie. Særligt for livmoderhalskræft, hvoraf en del, men ikke hele uligheden kan forklares af forskelle i screeningsdeltagelse.
  • Personer med lav socioøkonomisk position har oftere andre samtidige sygdomme. Særligt for prostatakræft og kræft i tyk- og endetarm er dette forklaringen på en stor del af den sociale ulighed i overlevelse.
  • Kortuddannede patienter med akut myeloid leukæmi har 32 pct. mindre odds for at modtage intensiv behandling, og kortuddannede lungekræftpatienter har 25 pct. mindre odds for at modtage standardbehandling i forhold til patienter med en lang uddannelse.

Kilde: Hvidbog: Social ulighed i kræft i Danmark

 

LÆS OGSÅ:

 

Tags: ulighed

Del artikler