"Jeg kommer til at følge sagen tæt. For det er en helt forkert brug af ressourcerne i en situation, hvor vi har lægedækningsudfordringer," siger Ellen Trane Nørby om Premium-sagen.

Ellen Trane Nørby: Læges premium-service er en helt forkert brug af ressourcerne

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er ikke just begejstret for en praktiserende læges premium-ordning, hvor patienter for 799 kr. årligt f.eks. kan få taget blodprøver og hjertediagrammer på deres arbejdsplads eller derhjemme, ligesom de kan blive lynvaccineret.

Beløbet er et engangsbeløb og altså ikke noget, der skal betales månedligt eller årligt.

Ifølge lægen er premium-ordningen ikke en del af den almindelige praksis, men noget han kører ved siden af. Ordningen udbydes dog til de samme patienter, han i forvejen har i sin praksis.

»Min grundlæggende tanke er, at jeg vil give det optimale produkt til folk, der har en travl hverdag. Jeg vil prøve så vidt muligt, at de ikke skal bruge tid på at navigere rundt i sundhedssystemet, for det kan fuldstændig håbløst i dagens Danmark,« siger 40-årige Hung Le, der er praktiserende læge i Christiansfeld til Jyske Vestkysten.

Medlem af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, Kirsten Normann Andersen (SF), har stillet spørgsmål til ministeren om sagen, og Ellen Trane Nørby svarer i dag, fredag:

"Jeg kommer til at følge sagen tæt. For det er en helt forkert brug af ressourcerne i en situation, hvor vi har lægedækningsudfordringer," siger hun.

Hun henviser dog til, at den konkrete sag vedrører overenskomstaftalen mellem regionerne og de praktiserende læger. Det er derfor overenskomstens parter, der, kan tage konkrete sager om lægers overholdelse af overenskomsten op i samarbejdsudvalget. 

"Jeg kan derfor ikke umiddelbart sige, om det her er lovligt eller ulovligt. Men jeg har en klar politisk holdning til, at det her ikke er en hensigtsmæssig brug af vores lægeressourcer. Jeg vil derfor opfordre parterne til at tage sagen op i samarbejdsudvalget for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, herunder om de vurderer, at der er behov for en videre opfølgning på sagen," siger sundhedsministeren i sit svar til Kirsten Normann Andersen.

I overenskomsten om almen praksis i § 1, stk. 2., fremgår det at ”overe􏰁nskomste􏰁n vedrører gruppe 1-sikrede borgere og omfatter vederlagsfri sygdom􏰀sbehandling og forebygge􏰁de arbejde i hen􏰁hold til su􏰁ndhedsloven􏰁.”

En alment praktiserende læge kan derfor ikke tilbyde sine gruppe 1-sikrerede patienter hurtigere adgang til en ellers vederlagsfri behandling mod betaling i henhold til sundhedsloven. 

Ydelser, der ikke er vederlagsfrie, som f.eks. rejsevaccinationer og attester, kan lægen derimod godt tilbyde sine patienter mod betaling.

Der gælder andre regler for personer, der vælger at være gruppe 2-sikrede.

 

Like eller del denne artikel