Nu kan patienter klikke sig frem til genoptræning
Ny hjemmeside viser vej til den behandler, som kan tilbyde hurtig genoptræning efter et sygehusophold. Dermed får patienter mulighed for at gøre brug af den patientrettighed, som folketinget har vedtaget om frit valg til genoptræning efter udskrivning fra sygehuset.
Patienter, som bliver udskrevet til genoptræning efter sygehusophold, har ret til at gøre brug af frit valg på genoptræningsområdet, hvis deres kommune ikke kan tilbyde en tid til genoptræning inden for syv dage. Fra i dag kan patienter via hjemmesiden www.mingenoptraening.dk nu selv finde alle relevante oplysninger om mulighederne for frit valg til genoptræning.
Loven om patientrettigheden, der trådte i kraft 1. juli 2018, omfatter de typer genoptræning, som kommunerne tilbyder borgere, der er udskrevet med en genoptræningsplan fra sygehuset.
I første omgang kan borgere gøre brug af det frie valg, hvis de skal have basal genoptræning - som for eksempel efter en knæ- eller hofteoperation.
På hjemmesiden www.mingenoptraening.dk kan borgere finde alle de leverandører, som er godkendt under ordningen. Indtil videre er 173 private leverandører blevet godkendt til at blive leverandører af genoptræning.
De basale genoptræningsforløb udgør omkring 80 procent af de samlede almene genoptræningsforløb, som årligt iværksættes af kommunerne. Senere på året vil ordningen også omfatte de avancerede genoptræningsforløb og den specialiserede rehabilitering.
Det er FritValgService, der har udviklet ordningen for KL med bred involvering af kommuner, brancheforeninger, faglige organisationer og patientforeninger for at sikre, at det frie valg kommer til at fungere bedst muligt i praksis.
Tags: genoptræning
