
Langt de fleste har ingen gavn af lykkepiller
Lykkepillers effekt er så lille for langt de fleste af de 250.000 danskere, der tager dem, at det ikke opvejer bivirkningerne.
Det viser en ny stor dansk gennemgang offentliggjort i BMC Psychiatry, hvor man har analyseret 131 forsøg med over 30.000 deltagere.
"Man må sige, at med den effekt, vi ser, er der ingen gavnlig effekt af de her SSRI-piller på depressive symptomer. Det er så begrænset, så det kan man simpelthen ikke mærke," siger Janus Christian Jakobsen fra Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet til TV 2.
I de sidste mange år har diskussionen raset om effekten af de såkaldte SSRI-midler (Selective serotonin reuptake inhibitor) opvejede bivirkningerne og ifølge den nye undersøgelse er effekten for lille til at opveje ubehaget og de store problemer ved pillerne.
Janus Christian Jakobsen er mest overrasket over, hvor stor risiko der var for alvorlige skadevirkninger som hospitalsindlæggelser, selvmordsforsøg, folk der på andre måder bliver bragt i livsfare og endda dødsfald.
"Vi så en ret øget risiko for at få sådan nogle alvorlige skadevirkninger, når man tog den her medicin," siger Janus Christian Jakobsen til TV 2.
Forskningsenheden har brugt seks år på for første gang at samle alle de forsøg, der er lavet på området.
