Mænd forsømmer at tage deres medicin
Risikoen for at glemme at tage sin medicin efter udskrivelse fra hospitalet er stor især for borgere i den erhvervsaktive alder og for mænd uanset alder. Det viser Hospitalsenheden Vests undersøgelse af medicinvanerne hos over 600 tidligere indlagte patienter på de medicinske afdelinger i Herning, Holstebro og Horsens.
“Risikoen er ikke blot manglende effekt af medicinen, men også en forværring af den sygdom, man er i behandling for, fortæller lægefaglig direktør Jens Friis Bak på Hospitalsenheden Vest til Region Midtjyllands hjemmeside.
36 pct. af deltagerne har svaret, at de ikke tager deres medicin som aftalt med lægen. Størst er risikoen for borgere under 65 år, der har dobbelt så stor risiko for at glemme deres medicin i forhold til borgere over 65 år.
De adspurgte mænd var generelt dårligere til at huske at tage deres medicin end kvinder i undersøgelsen. Det samme gjaldt for borgere af begge køn, som kun tager 1 – 4 forskellige medicinpræparater dagligt.
Undersøgelsen viser også, at det øger chancen for succes med en medicinsk behandling, at patienten selv styrer den. De borgere, som selv har ansvaret for deres medicin, har også har nemmest ved at huske at tage den.
På den baggrund vil Hospitalsenheden Vest nu rette en mere målrettet indsats mod især de indlagte mandlige patienter og deres ægtefæller om medicinadfærden derhjemme. Den dialog foregår bedst ved, at patienterne husker at medbringe alt deres medicin på hospitalet i originalemballage, siger lægefaglig direktør Jens Friis Bak.
I løbet af efteråret 2017 vil Hospitalsenheden Vest bl.a. øge sit fokus på at forbedre mænds medicinvaner i samarbejde med patienter og pårørende på Hjerteklinikken i Holstebro, fortæller projektleder Jeanette Henriksen og kvalitetskonsulent, cand.scient.san.publ., Henriette Haase Fischer, som står bag undersøgelsen på Hospitalsenheden Vest:
"Vi ved, at resultatet er et genkendeligt mønster blandt de mandlige hjertepatienter, som vi har talt med i undersøgelsen. Derfor vil vi nu blive klogere på, hvordan vi bedst støtter mændene i at tage mere ansvar for deres egen medicinering."