Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Regionsdirektør fyret

Regionsdirektør i Region Midtjylland, Jacob Stengaard Madsen, fratræder efter ugers uro blandt hospitalsledelser og medarbejdere i regionen. Uroen begyndte for alvor efter regionens direktører fyrede hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen fra Hospitalsenhed Midt.

Forretningsudvalget i Region Midtjylland fik i går, tirsdag 18. september 2018, en redegørelse om de to fratrædelser på Hospitalsenhed Midt. "Et samlet Forretningsudvalg tog orienteringen om personalesagen til efterretning," skriver Region Midtjylland i en kortfattet pressemeddelelse.

Det var mandag i sidste uge, at de to hospitalsdirektører på Hospitalsenhed Midt blev fyret. Til stor frustration for mange medarbejdere: 260 fagpersoner i Overlægerådene ved Hospitalsenhed Midt kaldte fyringen af sygehusledelsen for »kritisk«. Medarbejdervalgte repræsentanter udvandrede fra et møde med direktionen i regionens samarbejdsudvalg. Og fredag kæmpede regionsrådsformand Anders Kühnau for at klinke skårene i et krisemøde, hvor både tillidsfolk, Jacob Steengaard Madsen og koncerndirektør Ole Thomsen var til stede.

Efter mødet udsendte parterne en fælles udtalelse, hvori det hed, at alle deltagere mente, at der havde været tale om et konstruktivt møde på en alvorlig baggrund, og at parterne var enige om at styrke samarbejdet og fortsætte dialogen i denne uge.

Mandag gav Jacob Stengaard Madsen og Ole Thomsen medlemmerne af regionsrådet en orientering om forløbet og forklarede, hvorfor de valgte at afskedige Lars Dahl Pedersen og Tove Kristensen.

Efter orienteringen var Venstre-medlemmerne af regionsrådet langt fra tilfredse.  De mente, at orienteringen var mangelfuld og havde alvorlige udeladelser.

I en fælles udtalelse fra Jørgen Winther (V) og Ulrich Fredberg (V) gjorde de det klart, at de på baggrund af talrige tidligere sager ikke længere havde tillid til direktionen.

Også partikollegaen Ib Bjerregaard (V) var langtfra tilfreds med direktionens forklaring.

"I min optik kom der ikke nogen forhold frem, der kan begrunde så voldsom en reaktion som at fyre hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og chefsygeplejerske Tove Kristensen," sagde han til Viborg Stifts Folkeblad.

I går mødtes regionens forretningsudvalg så om sagen.

"I kølvandet af personalesagen er der blevet sat fokus på ledelsesmæssige udfordringer, herunder samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere. Forretningsudvalget ser med alvor på disse ledelsesmæssige udfordringer. Jacob Stengaard Madsen har gennem de seneste 3 år leveret en stor indsats i Region Midtjylland, men Forretningsudvalget finder, at der skal en anden profil til at lede regionen fremover," hedder det i pressemeddelelsen.

Koncerndirektør Christian Boel konstitueres som regionsdirektør, med forbehold for regionsrådets godkendelse. Stillingen slås op hurtigst muligt, og frem til ansættelsen af en ny regionsdirektør vil Region Midtjyllands direktion bestå af to direktører, Christian Boel og Ole Thomsen.

Kom fra Syddanmark 

Den dengang 44-årige Jacob Stengaard Madsen afløste i 2015 Region Midtjyllands daværende regionsdirektør, Bo Johansen, der gik på pension. 

Jacob Stengaard Madsen havde siden 1. november 2014 været konstitueret regionsdirektør i Region Syddanmark og samtidig været udviklingsdirektør og psykiatri-og socialdirektør i Region Syddanmark siden 2012. 

Tidligere har han bl. a. været direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune og før den tid sundhedschef i Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. Desuden har han arbejdet for Indenrigsministeriet og Integrationsministeriet samt i forskningsprojektet Magtudredningen.

Jacob Stengaard Madsen er kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet.

 

FRA TWITTER:


 

LÆS OGSÅ:

Tags: krisenimidtjylland