Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Hospitalsdirektører går med øjeblikkelig virkning efter uenighed

Hospitalsdirektør og sygeplejefaglig direktør Lars Dahl Pedersen og Tove Kristensen fratræder deres stillinger ved Hospitalsenhed Midt i Region Midtjylland med omgående virkning.

De to direktører har ikke været enige i regionens strategi for ledelse og udvikling af sundhedsvæsenet, og på den baggrund har regionen vurderet, at samarbejdet må ophøre, fortæller regionsdirektør i Region Midtjylland, Jacob Stengaard Madsen.

”Vi har de seneste to et halvt år arbejdet hårdt med at blive en samlet koncern, for at vi kan lede Region Midtjylland på en bedre måde i fællesskab, og der har vi haft nogle oplevelser, hvor de to direktører ikke har haft samme opfattelser, og vi har vurderet, at det ikke bliver ved med at gå, så derfor formuleringen om uenighed om ledelse og udvikling,” siger Jacob Stengaard Madsen.

Under Hospitalsenhed Midt hører Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Skive og Hammel Neurocenter, og beslutningen blev meddelt lederne på Regionshospitalerne i Silkeborg og Viborg af Jacob Stengaard Madsen, da de i morges mødte op til deres årlige ledelsesmøde. Et møde, som blev aflyst, efter at ledergruppen havde fået mulighed for at få besvaret spørgsmål af regionsdirektøren.

Aftrædelserne kommer bag på ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg og venstremedlem af regionsrådet i Region Midtjylland, Ulrich Fredberg, og han mener, at regionsledelsens begrundelse må uddybes.

”Som politikere er vi nødt til at vide, hvorfor disse overraskende fyringer sker. Der er tale om direktører, der er kendt for at præstere bedre end de fleste. Så hvorfor sker det? Er det regionsledelsens forsøg på at skubbe ansvaret for nogle af de aktuelle problemer fra sig,” siger Ulrich Fredberg.

Lars Dahl Pedersen ønsker ikke at kommentere sagen overfor Sundhedspolitisk Tidsskrift. Han blev direktør for Hospitalsenheden Silkeborg i oktober 2008, hvor han kom fra en stilling som afdelingschef for Sundhedsplanlægning i Region Midtjylland. Før dannelsen af Region Midtjylland var Lars Dahl Pedersen stedfortræder for direktøren i Sundhedsforvaltningen i Viborg Amt.

De to direktører har ifølge Jacob Stengaard Madsen indgået almindelige fratrædelsesaftaler med regionen.

Direktionen i Region Midtjylland har konstitueret præhospital direktør Thomas Balle Kristensen i stillingen som hospitalsdirektør for Hospitalsenhed Midt, mens lægefaglig direktør Per Sabro Nielsen i en periode alene vil varetage ledelsen af præhospitalet på direktørniveau, skriver Region Midtjylland.

I sidste uge indgik regionsrådet i Region Midtjylland et bredt forlig om det kommende års budget i Region Midtjylland, og aftalen indholdt også en hensigtserklæring om en ny hospitalsplan og en ny overordnet ramme for organiseringen af hospitalsvæsenet gennem en placering af specialer og funktioner på hospitalerne i regionen.

 

Tags: krisenimidtjylland

Del artikler