Patientforening: Leukæmipatienter skal vejledes bedre
Rita O. Christensen, der er formand for Patientforeningen for lymfekræft, leukæmi og MDS (LyLe), synes, at det er foruroligende og dybt alvorligt, at der er så stor forskel på, hvilken behandling højtudannede og kortuddannede leukæmipatienter får.
Ifølge ny forskning fra Aarhus Universitetshospital får kun højtuddannede leukæmipatienter gavn af behandlings-fremskridt på leukæmi-området. Siden år 2000 er overlevelsen markant forbedret for patienter med akut leukæmi, men altså kun for de højtuddannede.
“Vi har i mange år vidst, at patientens ressourcer betyder rigtig meget for mødet med sundhedsvæsenet, men det er foruroligende og meget alvorligt, at forskellene ser ud til at være så store, som den her undersøgelse peger på,” siger hun.
Undersøgelsen bygger på data fra 3000 patienter med akut leukæmi, som har fået intensiv kemoterapi. Den viser, at højtuddannede dobbelt så ofte som lavtuddannede får en stamcelletransplantation. Og mens femårsoverlevelsen for højtuddannede under 60 år er steget fra 39 til 58 procent fra 2000-2014, er den for lavtuddannede uændret mellem 30 og 40 procent.
Ifølge Rita Christensen er der behov for bedre vejledning af leukæmipatienter, som måske ikke selv har så mange ressourcer at trække på, når sygdommen rammer.
Og flere henvender sig da også til LYLE for at få vejledning om systemet.
“Ens verden ramler, og i begyndelsen ved man jo ikke engang, hvad leukæmi er. Der er også mange, der ikke tør spørge ind til lægen om de ting, som de er i tvivl om, fordi de måske har svært ved at formulere sig, eller bare ikke ved, hvad de skal spørge om,” siger hun.
