Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Voldsom brand på Holbæk Sygehus lukkede for patienter i 7 timer

En voldsom brand på Holbæk Sygehus betød natten til onsdag og onsdag morgen, at Holbæk Sygehus ikke kunne tage mod nye patienter i mere end syv timer.

Det oplyser vicedirektør på Holbæk Sygehus, Knut Borch-Johnsen, til TV Øst.

Der er ikke brand i patientafdelingen, og der er derfor ikke foretaget evakueringer. Der er heller ingen meldinger om personskade, men branden har spredt sig og omfatter 4000 kvadratmeter af hospitalet. 

"I nat klokken 01.30 lukkede for indtag af patienter på Holbæk Sygehus, da vi kunne se, at branden var meget omfattende," siger Knut Borch-Johnsen.

Hospitalet har dog omkring klokken 09.00 genåbnet for modtagelsen af patienter - og også alle ambulante patienter skal møde op på sygehuset som hidtil, oplyser han til TV2.

Der er her til morgen indkaldt til møde blandt afdelingslederne, så der kan dannes et overblik over, om der er aktiviteter på sygehuset, som der skal skrues ned for.

80 brandfolk og 20 brandbiler blev er natten til onsdag sat ind for at slukke den omfattende brand på Holbæk Sygehus. Branden opstod ifølge Midt- og Vestsjællands Politiet i sygehusets vaskeri, hvor flere ansatte opholdt sig. De kom dog alle ud, inden branden bredte sig.

Den voldsomme brand, som bredte sig til en lagerbygning, kan ifølge Knut Borch-Johnsen have store konsekvenser.

"Problemet er, når vaskeriet er brændt ned, så er det nogle forsyninger, som vi ikke kan få. Derfor er vi i gang med at skaffe os et overblik over, hvilke lagere vi har rundt omkring i huset," siger Knut Borch-Johnsen til TV Øst.

Den voldsomme brand, som angiveligt opstod i vaskeriet, betyder desuden, at der i værste fald ikke kan pumpes varmt vand rundt på sygehuset.

Ambulatoriet på medicinsk afdelingligger tættest på branden. Hvis ambulatoriet er for præget af røg, kan det få konsekvenser for muligheden for at gennemføre ambulante besøg i løbet af dagen. Derfor skal sygehuset egen tekniske afdeling nu undersøge skaderne på området for at fastslå, om man kan gennemføre planlagte operationer.

 

Tags: Holbæk Sygehus

Del artikler