Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Praktiserende læger undersøges for overbetaling

Over 60 praktiserende læger i Region Syddanmark kan have fået alt for mange penge udbetalt ved at tage blodprøver, som der ifølge regionen ikke er fagligt belæg for. På få år er regionens udgifter til tre prøvetyper eksploderet. Også på landsplan ses en generel stigning i forbruget af analyserne.

Det skriver Jyske Vestkysten.

Region Syddanmark undersøger nu lægerne, som ifølge regionen kan være blevet overbetalt i flere år, efter at de via nyt apparatur har fået mulighed for at tage to eller tre prøver i én, uanset om der kun er brug for én prøve.

På få år er regionens udgifter til tre prøvetyper således steget fra 34 millioner kroner i 2009 til 57 millioner i 2017.

Læge og regionsrådsmedlem Marianne Mørk Mathiesen mener ifølge Jyske Vestkysten, at der i flere tilfælde er tale om direkte misbrug af skattekroner.

En opgørelse fra regionen viser, at mange læger har haft en påfaldende stigning inden for alle tre prøver, som apparatet kan tage. Ifølge regionen er det yderst sjældent, der er fagligt belæg for at tage to eller tre prøver, og alligevel har mange læger fået honorarer for alle prøver.

Jyske Vestkysten har fået aktindsigt i sagens forløb og skriver, at regionens praksischef, Frank Ingemann Jensen, allerede sidste sommer betegnede udvikling som "meget dyr for os". Alligevel har regionen først for nylig sendt breve ud til de læger, som regionen mener har et forbrug, der adskiller sig fra normalen.

Det langstrakte forløb møder hård kritik fra flere politikere. De mener, at Region Syddanmarks praksisafdeling skal redegøre for, at det har taget så lang tid at behandle sagen.

"Når man er under mistanke, så har man også krav på hurtig handling. Vi skal se på, hvordan dette ikke gentager sig. Man erkender jo allerede sidste år, at det er en meget dyr udvikling," mener medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, SF's Villy Søvndal.

Formanden for Samarbejdsudvalget for almen praksis, Bo Libergren (V), forklarerede søndag til Jyske Vestkysten, at sagen har taget lang tid, fordi Region Syddanmark er den første region i landet, der tager fat på udviklingen. På landsplan ses således en generel stigning i forbruget af analyserne.

Både SF og Jørn Lehmann Petersen (S) mener, at regionen principielt skal forsøge at få de penge retur, som lægerne angiveligt har modtaget uberettiget.

"Hvis en bistandsklient har fået for meget udbetalt, kræver man jo også pengene tilbage. Det skal vel også gælde for akademikere. ogle læger har haften ganske markant stigning uden grund. Vi har et system baseret på tillid. Når nogle misbruger den tillid, skal man også skride ind over for dem. Det er også i Praktiserende Lægers Organisations interesse," siger Jørn Lehmann Petersen til Jyske Vestkysten. Han er medlem af Samarbejdsudvalget for almen

Jørgen Skadborg, der er formand for PLO Syddanmark, finder det naturligt, at regionen undersøger en økonomisk stigning, men understreger, at der overordnet ikke er noget at komme efter.

Udvalget mødes om en uge og skal diskutere sagen med udgangspunkt i de svar, som lægerne har afgivet, efter at regionen for nyligt gjorde dem opmærksomme på den voldsomme stigning.

Tags: praktiserende læger