Hvis sundhedsvæsenet skal vælge klogt, hvorfor må politikerne så vælge uklogt?

Sundhedsvæsenets ressourcer bør bruges, hvor de skaber mest værdi. Men den forkortede behandlingsgaranti på 30 dage for godartede lidelser er et eksempel på politisk styring, der belaster systemet unødigt, mener cheflæge Vibeke Kirk Parner. Hun opfordrer til, at politikere også ”vælger klogt” og sikrer patientrettigheder, der giver reel mening for både patienter og sundhedsvæsen.

”Vælg klogt” er det store nye begreb for forandring/prioritering i sundhedsvæsnet. Jeg, og alle andre sundhedsfaglige og ledere på hospitaler landet over, diskuterer patientinddragelse, om vi vælger det rette for og med patienten, og om retningslinjer er tilrettelagt med unødige kontroller etc. ud fra dette ’vælg klogt’-begreb. Tesen er, at 60 procent af det, vi laver i sundhedsvæsnet, er baseret på studier og er vist at kunne skabe værdi for patienten, at 30 procent af det vi laver, kun skaber lille værdi for patienten eller i det mindste ikke skader, mens 10 procent er direkte skadeligt for patienten. På baggrund af denne tese tales om 60-30-10 logikken.

Spørgsmålet er, hvordan den politiske ramme for sundhedsvæsnet så ud, hvis politikere også skulle ”vælge klogt” og bruge 60-30-10-logikken, når der bliver udstukket politiske beslutninger for hele sundhedsvæsnet. I dag hersker ’vælg uklogt’-logikken på nogle områder – hensigterne er utvivlsomt gode, men i mine øjne gavner det hverken patienter, os sundhedsfaglige eller samfundet i det hele taget.

Et klasseeksempel er udrednings- og behandlingsgarantien, der gælder for ellers raske mennesker, der henvises med godartede lidelser. Mange af disse lidelser, især indenfor kirurgien, har borgeren haft meget længe.

På alle hospitaler lander hver dag henvisninger på borgere, der skal vurderes med henblik på eventuelt kirurgisk tilbud for godartede problematikker. Det kan være lyskebrok, grå stær, knælidelser og meget andet. Helt generelt gælder, at borgeren har haft denne lidelse i ofte både måneder og somme tider år og nu har bestemt sig for at gå til læge.

Fra det øjeblik, hospitalet modtager henvisningen, er den politiske målsætning, at der højst må gå 30 dage til, at patienten er set og helst færdigudredt, og hvis der tilbydes operation, skal det herefter gøres indenfor 30 dage. 

Uklog behandlingsgaranti

Både mine egne og alle andre afdelinger, der håndterer sådanne patientforløb, oplever at en stor gruppe af patienter (op til 30 procent) slet ikke ønsker operation indenfor 30 dage. Desuden oplever vi et uhensigtsmæssigt forbrug af ressourcer, da snævre rammer koster stort på planlægning og tillader meget lille fleksibilitet. De faglige selskaber har gentagne gange gjort politikerne opmærksomme på det uhensigtsmæssige i så stram styring. Alligevel ændres intet – tværtimod. Pr. 1. jan 2025 er behandlingsgarantien netop forkortet fra 60 til 30 dage. Det er ikke klogt, det er faktisk uklogt.

Men hvordan ville rettighederne se ud, hvis politik og målsætninger skulle tilrettelægges ud fra ”vælg klogt” og 60-30-10?

Er det ”vælg klogt” at bruge samfundets ressourcer på at gennemtvinge planlægningsmæssigt tunge forløb fremfor kontrolleret planlægning (for eksempel med en garanti på 3 måneder)? Skaber det reel værdi (de 30 procent i 60-30-10 logikken), at borgeren kan udredes og behandles for en godartet lidelse, der har været undervejs i måneder, måske år? 

Mit postulat er, at de 30 procent skaber meget lille værdi for patienterne. Mit postulat er også, at befolkningen er enig med mig, og at borgerne overordnet forventer, at offentlige midler bruges fornuftigt og ikke forhastet. 

Så kære politikere, må jeg bede jer at komme på banen og bruge de samme principper som vi sundhedsfaglige forventes at bruge. Lav patientrettigheder, der skaber reel værdi for patienterne, de pårørende og os sundhedsfaglige. Det er rettidig omhu at turde beslutte og stå på mål for, at det skal skabe reel værdi, når man tilbydes behandling i det offentlige sundhedsvæsen og for vores allesammens penge. 

Hvis I politikere sammen med os sundhedsfaglige og patienterne ’vælger klogt’, er vejen ryddet for nogle unødige bump og i stedet brolagt med flere meningsfulde behandlingsforløb til gavn for os alle. Lad os starte med at ændre på udrednings- og behandlingsgarantien, som gælder for ellers raske mennesker, der henvises med godartede lidelser – det ville være ’vælg klogt’.