Medlem af fagudvalg: Medicinpauser hører ikke til i migrænebehandlingen
Debat
Anne Bülow-Olsen
Patientrepræsentant i Fagudvalget for migræne
Danske patienter med migræne udsættes for to forskellige tvungne pauser i deres brug af medicin, som lindrer deres smerter. Ingen af dem er begrundet i forskningsresultater, skriver Anne Bülow-Olsen, tidligere formand for Migræne Danmark og patientrepræsentant i Medicinrådets fagudvalg for migræne.
Der har i årtier været krav om, at migrænikere med mange migrænedage om måneden skal være fri for migrænemedicin i otte uger, inden de kan få lov til at begynde på en forebyggende behandling.
Danske forskningsresultater fra 2020 viste, at medicinpausen inden en forebyggende behandling ikke påvirkede effekten af den efterfølgende forebyggende behandling. Men det er stadig lægens valg, om migrænikeren skal gennem otte ugers medicinpause eller kan gå direkte til den forebyggende behandling. Så der vil formentlig stadig være nogle migrænikere, som anbefales at acceptere otte ugers (unødig, uden effekt) medicinpause.
De seneste cirka fem år har vi fået en stribe nye migrænemediciner. De første fire var en ”familie” af forebyggende CGRP-hæmmere. Behandlingen består for tre af dem af en injektion en gang om måneden. Begrundelsen for medicinpausen efter et års forbrug er, at lægerne (eller økonomerne?) gerne vil sikre, at der stadig er brug for medicinen. Så efter den 11. dosis kommer der én måned uden en injektion. Den fjerde CGRP-hæmmer tages med injektion hver 3. måned, og patienterne skal acceptere en måneds medicinpause efter 17 måneder. I det følgende handler det om de CGRP-hæmmere, som injiceres hver måned.
Ønsket om at teste, om migrænen er (mere eller mindre) forsvundet, tyder på et ønske om, at behandlingen faktisk fjerner migrænen varigt (det vil sige efter at medicinens virkning er ophørt). Ny forskning (fra 2024) har vist, at dette desværre ikke er tilfældet. Når de sidste rester af medicin er ude af kroppen, er migrænen tilbage, som den var inden behandlingen med en CGRP-hæmmer.
Dermed er der ikke en lægelig begrundelse for en medicinpause.
Vil Medicinrådet derefter fastholde pausen alene baseret på et ønske om at spare udgiften til en dosis om året?
Det er klart, at migrænikere med mange migrænedage ikke ønsker at skulle igennem en eller to måneder uden den anfaldsmedicin, som giver dem en tålelig livskvalitet. Ubehandlede migræneanfald er voldsomt ubehagelige – ja, lægerne omtaler dem ofte som invaliderende.
Jeg håber, at vi i Medicinrådets fagudvalg for migræne kan følge de senere års forskningsresultater og vil komme til den konklusion, at medicinpauser ikke hører hjemme i migrænebehandlingen.