Flaskehalse i speciallægeuddannelsen: Lærer vi aldrig af historien?

Af Mark Krasnik, 
formand for Lægeforeningen Hovedstaden
Overlæge/Risk Manager, Rigshospitalet

DEBAT. Nyuddannede læger har igen svært ved at få introduktionsstillinger, hvilket skaber flaskehalse i speciallægeuddannelsen, skriver Mark Krasnik, formand for Lægeforeningen Hovedstaden. Erfaringer fra både 1980’erne og 2000’erne viser, at ubalance mellem antallet af læger og videreuddannelsespladser fører til problemer. Alligevel øges optaget på medicinstudiet nu uden nødvendige tiltag. 

I Ugeskrift for læger den 20. januar fremgår det, at de nyuddannede læger har vanskeligheder med at opnå ansættelse i introduktionsstillinger.  Det er ikke længe siden, at formanden for Lægeforeningen har været meget tydelig i sin udmelding med et nej tak til øget optagelse på medicinstudiet.

Det bør alle slutte op om. Formanden beskriver en oplevelse af en stor forskel i de varierende grader af indsigt i, hvordan virkeligheden ser ud for os, der har begge ben i klinikken, og hvordan det politiske lag ser på den samme virkelighed. Den oplevelse er formanden ikke alene med.

Politikere har kort hukommelse

Det indtryk, jeg står tilbage med, er at det er utroligt, hvor kort hukommelsen er i de politiske lag. 

Erfaringen fra tidligere har vist, at der opstår problemer i uddannelsessystemet, når der er ubalance mellem produktionen af læger på universiteterne og kapaciteten i uddannelsessystemet.

I slutningen af 1980’erne oplevede en temmelig stor gruppe læger, at de ikke kunne opnå speciallægeanerkendelse, da de ikke kunne opnå ansættelse i de nødvendige uddannelsesforløb, de såkaldte kursusstillinger. En stor del af disse læger havde dog samlet erfaring via deres ansættelser i ikke-klassificerede uddannelsesstillinger, der svarede helt eller delvist til en speciallægeuddannelse. Ved en større indsats blev denne gruppe læger vurderet med henblik på, om de kunne opnå speciallægeanerkendelse direkte, eller de skulle tildeles supplerende forløb som grundlag for en anerkendelse.

Der blevet ikke taget de nødvendige konsekvenser af erfaringerne fra denne aktivitet. Det medførte, at der allerede i 2002 kunne konstateres, at der igen var opstået en stor restgruppe af læger ,der ikke kunne opnå en speciallægeuddannelse. Processen fra 1990 blev gentaget i perioden 2002 til 2005.

Derfor er det vigtigt for fremtiden at undgå at skabe flaskehalse på vej mod speciallægeanerkendelsen, og at vejen gennem den lægelige videreuddannelse ikke gøres vanskelig og langvarig. 

Skruer op uden at sikre kapacitet

Aktuelt skruer man op for indtaget på medicinstudiet uden at sikre sig, at man har den nødvendige videreuddannelseskapacitet i sundhedsvæsenet.

Vi oplever løbende en rivende udvikling i sundhedsvæsenet i disse år, hvilket selvfølgelig gør det vanskeligt at vurdere behovet for speciallæger inden for de forskellige specialer. Men grundlæggende er det nødvendigt med en balance mellem produktionen af læger på universiteterne og mulighederne for en speciallægeuddannelse.

En sådan regulering er den eneste mulighed, samfundet har for at sikre, at der er det nødvendige speciallæger indenfor de forskellige funktioner i sundhedsvæsenet, også i fremtiden. Det vil også kabe tryghed og synlighed blandt de uddannelsessøgende læger. 

Som en historiker har udtalt, er et land uden historie, som et menneske uden hukommelse. 

"Glemmer I, så husker jeg", som Liva Weel synger i filmen ”Odds 777”.