
Julie Lund fra Stofskifteforeningen fremhæver, at resultatet understreger behovet for at gentænke begrebet 'normalt stofskifte' og fokusere på individuel behandling frem for generelle referenceværdier.
Forskning har ikke påvist risici ved kombinationsbehandling for lavt stofskifte
Af Julie Lund, formand for
Stofskifteforeningen
Seks års danske studier i behandling af mennesker med lavt stofskifte har ført til spændende konklusioner om en omstridt kombinationsbehandling, som faktisk kan forbedre livskvaliteten for op mod 50.000 stofskiftepatienter, skriver Julie Lund formand for Stofskifteforeningen. Hun mener, at begrebet ’normalt stofskifte’ bør revurderes.
En kombinationsbehandling til behandling af for lavt stofskifte består af to syntetiske hormoner, T3 og T4. T4 er standardbehandling, men for en meget stor patientgruppe giver T4 vedvarende symptomer, som i mange tilfælde kan afhjælpes med et supplement af T3.
Gennem årtier har flertallet af læger imidlertid afvist at bruge T3, fordi det var påstået at give hjerte-kar-sygdomme og knogleskørhed. Denne påstand har nu vist sig at være grundløs.
Mangelfuld behandling for den enkelte
I studier, ledet af overlæge Birte Nygaard og professor Steen Bonnema, vises det endnu engang, at behandling af lavt stofskifte med stoffet T4 for mange mennesker er forbundet med nedsat livskvalitet og kognitiv funktion. Studierne viser også, at dette muligvis kan sættes i forbindelse med øget oxidativt stress i kroppen, selv efter normaliseringen af stofskiftet.
Der har været hypoteser om, at den nedsatte livskvalitet skyldes genetiske forskelle blandt patienterne eller autoimmunitet mod skjoldbruskkirtlen. Men de nye studier konkluderer, at denne sammenhæng ikke kan påvises.
I Stofskifteforeningen er vi glade for dette resultat. Det bringer os tilbage til den åbenlyse forklaring: Manglende raskhed/livskvalitet skyldes mangelfuld behandling. Vi mener, at hele begrebet ’normalt stofskifte’ skal tænkes om igen, så man ikke ser på generelle referenceværdier for en hel befolkning, men på det konkrete hormonspejl, der er bedst for den enkelte patient i forhold til køn, alder og generelle helbred.
