Skrevet af Anette Skafte den . Skrevet i Kommentarer.
Debat
Anette Skafte Kandidat for Dansk Folkeparti
Som kandidat til Regionsrådet i 2025 og pårørende til familie med psykisk sygdom er det svært ikke at blive bekymret og miste optimismen, når jeg endnu engang erfarer, at man nedlægger psykiatriske sengepladser i Region Hovedstaden.
Formanden for Social- og Psykiatriudvalget kunne 9. januar orientere medlemmerne om, at man ser sig ”nødsaget” til at lukke sengepladser ned på to af regionens psykiatriske afdelinger.
Man vil lukke 5 ud af 13 sengepladser på intensiv sengeafsnit på Psykiatrisk Center Glostrup midlertidig i 3 måneder.
På Psykiatrisk Center København planlægger man en nedlukning af et helt sengeafsnit, hvor det kommer til at berører 7 sengepladser, og begrunder nedlukningerne med rekrutteringsvanskeligheder.
Psykiatrien er i alt mange år blevet nedprioriteret og økonomisk udsultet. Konsekvenserne ser vi nu, med medarbejderflugt, sengenedlukninger. I sommeren 2023 lukkede man blandt andet afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde ned i ferieperioden og lod patienterne sejle deres egen sø. Bevares... de kunne få ambulant behandling, men der var jo en grund til, at de var indlagt.
Man nedlægger flere og flere sengepladser, og patienter bliver udskrevet for tidligt uden efterværn og med genindlæggelser som konsekvens. Det ser man ikke med somatiske sygdomme. Der er vel ingen med et åbent benbrud, der bliver udskrevet uden at blive færdig behandlet!
Man kan komme med mange forslag på, hvordan vi får flere kvalificerede medarbejdere og psykiatere til at få større interesse for psykiatrien. Man kunne blandt andet tilbyde medicinstuderende lønnet praktik på psykiatriske afdelinger.
Social- og sundhedsassistentuddannelsen bør have en overbygning, der retter sig mod psykiatrien.
Derudover er det vigtigt, at sikre et ordentligt arbejdsmiljø for nuværende og nye medarbejdere.
Udover udfordringerne i forhold til kvalificerede medarbejdere og nedlukning af sengepladser, er det helt afgørende og nødvendigt, at man ude i kommunerne bliver bedre til at forebygge, sætte tidligere ind med nogle fyldestgørende indsatser overfor børn og unge, som viser tegn på mistrivsel eller er blevet udredt med en diagnose i psykiatrien.
Konsekvenserne er jo tydelige både menneskeligt og samfundsøkonomisk, hvis vi ikke investerer i at styrke psykiatrien og det specialiserede socialområde både i region og kommune.
De penge og ressourcer, politikerne tror, at de sparer i dag, kommer de til at bruge i fremtiden på længerevarende behandling.
