
At Inge Marie Svanes fløjtelærer fik hjernehindebetændelse, var årsag til, at hun søgte ind på medicinstudiet.
Professor Inge Marie Svane ville oprindeligt være fløjtenist
KULTUR-TEMPERATUR. Hun er pioner inden for kræftbehandling med immunterapi, men faktisk ville professor Inge Marie Svane fra Herlev Hospital have søgt ind på konservatoriet. Kærligheden til musikken udlever hun stadig som fløjtenist i Gladsaxe Symfoniorkester.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Det var i DR Koncerthuset med to hollandske klaverbrødre Lucas og Arthur Jussen, der var solister i Poulencs dobbeltkoncert. Dmitry Matvienko, der har vundet Malko-konkurrencen (for unge dirigenter, red.), dirigerede. Det var unge mennesker fulde af energi, og der var knald på nyfortolkningen.”

KULTUR-TEMPERATUR
Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger fremover centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
”Jeg er vild med Haruki Murakami, selvom jeg godt ved, at Jesper Fisker fra Kræftens Bekæmpelse også har fremhævet ham herinde. Jeg gav også en af Murakamis bøger til min mand, der er ingeniør. Han var først helt lost i det her univers med flere verdener og flere måner, men han er den største fan nu. Det er et fantastisk univers, når man normalt arbejder så konkret og naturvidenskabeligt.”
Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for dit fag?
”Det har jeg ikke noget bud på. Når jeg endelig holder fri, vil jeg hellere gå i teateret eller beskæftige mig med noget helt andet end sundhedsområdet.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Jeg spiller tværfløjte i Gladsaxe Symfoniorkester, som er et seriøst amatørorkester, der træner ugentligt og giver koncerter på eksempelvis rådhuse eller i kirker. Et højdepunkt for mig var, da vi spillede ’Prelude to the afternoon of a Faun’ af Debussy, den har en lang smuk indledning for fløjte. Den fik jeg, fordi jeg havde sagt nej til at være solist. Jeg ville egentlig have søgt ind som fløjtenist på konservatoriet efter 3. g., men min fløjtelærer fik hjernehindebetændelse, hvilket gjorde, at jeg måtte droppe planen, og så valgte jeg medicinstudiet i stedet.”
Om Inge Marie Svane, 59:
- Professor, overlæge i klinisk cancer immunterapi og leder af det translationelle forskningscenter Center for Cancer Immunterapi (CCIT), Herlev Hospital.
- Pioner inden for immunterapi og Årets Onkolog i 2023
