
Marijke Vittrup. Foto: Ulrik Jantzen - Büro Jantzen
Nej, alt er ikke godt på speciallægeområdet
KOMMENTAR
Marijke Vittrup,
direktør for Øjenforeningen
I en artikel i Sundhedspolitisk Tidsskrift får formanden for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) det til at lyde, som om, at næsten alt er godt på speciallægeområdet. Det er ikke, hvad vi dokumenterer i vores nye rapport, skriver direktør for Øjenforeningen, Marijke Vittrup.
Øjensygdomme kan føre til blindhed. En patient, der oplever symptomer på en øjensygdom, har svært ved at vurdere, om det er farligt. Derfor er det vigtigt at komme hurtigt til en praktiserende øjenlæge. Men der er lange ventetider.
Ventetider er ikke alene et problem inden for øjenområdet, men også inden for de andre områder, hvor der er praktiserende speciallæger.
Derfor har Øjenforeningen udgivet en rapport om hele speciallægeområdet med fokus på den politisk-administrative styring.
Alt er næsten godt
I artiklen "Alarmerende ventetider: Stærk kritik af styringen af praktiserende øjenlæger" i Sundhedspolitisk Tidsskrift 29. november får Ann-Louise Reventlow-Mourier, formanden for Foreningen af Praktiserende Speciallæger, det til at lyde, som om alt er næsten er godt. Der skal blot løbende tilpasses og moderniseres. Her er rapportens budskab et andet.
Med rapporten dokumenterer vi, at den nuværende styring af området praktiserende speciallæger ikke sikrer, at området lever op til de mål for sundhedsvæsenet, der er politisk enighed om. Vores rapport indeholder ikke en specifik kritik af enkeltelementer i den politisk-administrative styring eller kritik af enkeltaktører. Rapporten peger på nogen svagheder, men kommer ikke med forslag til, hvordan den politisk-administrative styring skal se ud.
Tværtimod er det en væsentlig pointe at vise, hvor kompliceret styringen er, og at det er en udfordrende opgave at reformere den politisk-administrative styring. Men uanset hvad, så er det den politiske opgave.
Reform eller tilpasning?
Ann-Louise Reventlow-Mourier udtaler, at området praktiserende speciallæger indgår i Sundhedsstrukturkommissionens arbejde, og at rapporten derfor rammer ved siden af. Foreningen af Privatpraktiserende Speciallæger (FAPS) har selv holdt møde med kommissionen. At Sundhedsstrukturkommissionen har taget det initiativ ligger ud over den politiske opgavebeskrivelse formuleret i kommissoriet. I forhold til praksissektoren er der i kommissoriet alene fokus på almen praksis. Kommissoriet er med som bilag til vores rapport. Men godt, at kommissionen tænker området med i deres modeller – kommissorium eller ej.
Det bliver spændende at se, hvordan området indgår i de modeller, som Sundhedsstrukturkommissionen kommer med i foråret 2024. Vi forventer, at der i en eller anden grad bliver taget stilling til, hvordan området skal prioriteres, styres, og hvordan samspillet skal være med de øvrige aktører i sundhedsvæsenet. I hvert fald forventer vi, at en reform-ambition må gå videre end en model, hvor udgangspunktet er, at næsten alt er godt.

