Debat
Jacob Rosenberg, professor, overlæge, dr.med.,
medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden
og Frederiksberg Kommunalbestyrelse (Kons.)
Sundhedsstrukturkommissionen står over for en stor opgave med at reformere det danske sundhedsvæsen. Danske Regioners formand Anders Kühnau (Soc.) har meldt ud, at regionerne gerne overtager ansvaret for det hele, og kommunerne sætter sig ikke overraskende imod. Jacob Rosenberg sidder i både regionsråd og kommunalbestyrelse, og han er ikke i tvivl om, at ansvaret bør centraliseres for at forbedre patientforløb og sikre ensartet kvalitet over hele landet.
Sundhedsstrukturkommissionen kommer med deres anbefaling for organisering af sundhedsvæsenet allerede her til foråret. Deres opgave er at udarbejde et beslutningsgrundlag, der ”fordomsfrit opstiller og belyser modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet.” Opgavebeskrivelsen for kommissionen siger endvidere, at ”modellerne skal understøtte et sammenhængende sundhedsvæsen med en opgavefordeling mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen, der sikrer, at patienten kommer i centrum. Det nære sundhedsvæsen skal desuden styrkes, så flere borgere kan blive behandlet i eller tæt på hjemmet. Derudover skal den geografiske og sociale ulighed i sundhed nedbringes, sundhedsvæsnet skal være mere bæredygtigt, og det skal understøtte frit valg og patientrettigheder. Kommissionen skal også forholde sig til strukturen for almen praksis, den regionale struktur, digitale løsninger og IT-infrastruktur, sundhedsvæsenets finansiering samt kultur og ledelse.”
Det er således en enorm opgave, som er pålagt denne kommission. Sundhed er en af samfundets vigtigste opgaver, og det er på tide at revurdere, hvordan vi styrer vores sundhedsvæsen. Kommissionens udspil afventes derfor med spænding.
Regioner versus kommuner
I dag er ansvaret for sundhedsvæsenet fragmenteret mellem regioner og kommuner, hvilket skaber udfordringer i forvaltningen af hospitaler, praktiserende læger og hjemmepleje, og patienten kan tabes mellem de forskellige aktører. Vi bør derfor overveje en mere helhedsorienteret tilgang, hvor ansvaret samles et centralt sted.
En af de primære udfordringer ved den nuværende struktur er, at det kan føre til manglende sammenhæng i behandlingsforløbet for patienter. Overgangen fra hospital til eget hjem eller til de kommunale rehabiliteringspladser– og derved fra det regionale til det kommunale ansvar – kan være ujævn, og patienter oplever ofte, at de falder mellem det regionale og kommunale område. De kommer således fra et sygehus med stor medicinsk og plejemæssig faglighed og med standarder for behandlingskvalitet til et kommunalt system, hvor der ofte er meget få læger og sygeplejersker og uden en ensartet standard for faglig kvalitet hen over de 98 kommuner. Ved at samle ansvaret ét sted kan vi skabe bedre overgange og sikre, at alle dele af sundhedssystemet arbejder sammen i harmoni.
I realiteten er omfanget af de kommunale sengepladser nogenlunde, hvad der svarer til de tidligere langtidsmedicinske sengepladser på sygehusene, og man har således langsomt flyttet patienterne fra det regionale ansvar med adgang til læger og sygeplejersker samt mulighed for diagnostik og behandling ved behov til et kommunalt system, som i realiteten mange steder har karakter af opbevaring. Og patienterne bliver ikke lige pludselig raske fra den ene dag til den anden, så der er et oplagt behov for andet end kærlig omsorg på disse kommunale sengepladser. Derfor er det oplagt at flytte ansvaret fra kommunerne til en fagligt mere stærk organisering i regionerne.
Hjemmesygeplejerskerne løfter en vigtig opgave tilknyttet borgerne i eget hjem, men det er ligesom for de kommunale sengepladser ikke præget af ens kvalitetsstandarder i hele landet, og der er forskellige satsningsområder i de forskellige kommuner. Udviklingen går hastigt i retning af, at flere borgere skal kunne plejes og behandles i eget hjem, og her kommer hjemmesygeplejen til at spille en meget vigtig rolle fremover. Det synes derfor rationelt at styrke samarbejdet mellem sygehusene og hjemmesygeplejerskerne, og hvorfor så ikke lægge det hele under samme organisation, nemlig regionerne.
Effektivitet og opgavefordeling
En anden fordel ved helhedsansvar er effektiviteten. Med en centraliseret ledelse kan ressourcerne fordeles mere strategisk, og der kan opnås større økonomisk effektivitet. Dette kan føre til bedre udnyttelse af midlerne og forbedret adgang til sundhedsydelser for alle borgere, uanset hvor de bor, og hvor i sundhedssystemet de befinder sig. I disse år er det meningen, at antallet af alment praktiserende læger skal udvides fra cirka 3.500 til cirka 5.000 på landsplan, og dette vil naturligvis give en anderledes opgavesammensætning for de praktiserende læger, som fremover kommer til at spille en større rolle i behandlingen af borgere i eget hjem frem for indlæggelse på et sygehus.
Kvalitet
En centraliseret model vil lette implementeringen af nationale standarder og retningslinjer. Dette vil skabe en mere ensartet kvalitet i sundhedsydelser på tværs af landet og mindske uligheder i behandlingen baseret på geografisk placering. For eksempel har de nuværende 98 kommuner ikke en samlet struktur for deres sundhedsydelser, hvorfor der er markante forskelle fra kommune til kommune.
Selvfølgelig er der bekymringer omkring at samle al magt et sted. Det er derfor afgørende at sikre, at beslutningstagning forbliver transparent, demokratisk og inddrager lokale stemmer. Hvis Sundhedsstrukturkommissionen vælger at bevare regionerne, er det derfor relevant at bevare det politiske lag i regionerne for at sikre den demokratiske forankring.
En centraliseret model skal sikre ensartet kvalitet på tværs af landet og i alle dele af sundhedsvæsenet. Dette må nødvendigvis indebære en national enhed, som kan definere og sikre nationale standarder for kvalitet. Om dette skal være i regi af Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen, eller en ny enhed er mindre vigtig, blot der følger det nødvendige ansvar, midler og faglighed med i en sådan enhed. Det ville også være naturligt at lægge opgaver som IT i sundhedsvæsenet i en sådan national enhed, så man ikke i 5 regioner, 98 kommuner og hos 3.500-5.000 praktiserende læger får lov til at vælge hver deres IT-system. Det er ikke rationalt i et lille land som Danmark.
Konklusion
Der er en kunstig opdeling af ansvar og ressourcer mellem regioner og kommuner, og det er derfor rationelt at genbesøge denne struktur. Udviklingen går stærkt i retning af, at patienten sjældnere end tidligere skal indlægges på sygehus, og i stedet skal en del af behandlingen kunne foretages i eget hjem. Dette stiller krav til den faglige ekspertise i det nære sundhedsvæsen, det vil sige udenfor hospitalerne. I den nuværende struktur er ansvaret for en del af det nære sundhedsvæsen placeret i kommunerne, som ikke har hverken ressourcer eller faglig ekspertise til at løfte opgaven. Timingen er derfor god til at tage fat om den samlede organisering af vores sundhedsvæsen.
I sidste ende handler det om at optimere vores sundhedsvæsen for at imødekomme nutidens og fremtidens udfordringer. Helhedsansvar for sundhed kan være nøglen til at skabe et mere effektivt, sammenhængende og kvalitetsorienteret sundhedssystem for alle borgere og netop gøre det muligt. at flere borgere kan blive behandlet i eller tæt på hjemmet. Det er på tide at tænke stort og handle med henblik på en sund fremtid.
sundhedsstrukturkommissionen
