At afhjælpe kapacitets- og personaleproblemerne på hospitalerne ved at sende de nemme opgaver til det private, er langt fra sund fornuft, mener Torben Kjær.
Private tilbud er ikke sund fornuft
Debat
Forhenværende medlem af
Danske Regioners sundhedsudvalg
og Hovedstadens regionsråd (Enh.)
DEBAT: Christoffer Buster Reinhardt, formand for Danske Regioners udvalg for det nære sundhedsvæsen, og Karin Friis Bach, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, ønsker reglerne ændret, så det bliver billigere for samfund og patienter at flytte medicinsk behandling fra hospitaler til speciallægepraksis. Men den flytning er ikke fornuftig, mener Torben Kjær.
Med vanlig privatiseringsbegejstring skrev Christoffer Buster Reinhardt i Danske Regioners nyhedsbrev, at man bør sende patienter fra hospitalerne og ud til privatpraktiserende speciallæger. Hans argumentation er nærhed for borgerne. Dertil argumenterer han for, at privatpraktiserende speciallæger skal kunne høste samme kvantumsrabat på medicin, som hospitalerne opnår gennem fælles indkøb, hvad det så har med sagen at gøre. Lidt fakta er på sin plads.
Det skrev Buster Reinhardt
I et debatindlæg (gengivet i Danske Regioners nyhedsbrev) skriver Christoffer Buster Reinhardt, formand for Danske Regioners udvalg for det nære sundhedsvæsen, og Karin Friis Bach, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, at det er positivt at flytte medicinsk behandling fra hospitaler til speciallægepraksis. På den måde kan patienterne modtage behandling tættere på hjemmet, hospitalernes medarbejdere kan blive aflastet, og ventetiderne vil falde.
Men der er et problem i, at patienternes ret til gratis medicin eller de rabatter, sygehusene opnår på medicinindkøb, ikke følger med ud til en speciallæge, der arbejder i egen klinik.
Det er derfor nødvendigt at ændre de gældende regler, så det ikke er dyrere medicinpriser, der bliver en stopklods for, at behandlingen flyttes ud i speciallægepraksis, skriver de to.
Privatpraktiserende speciallæger er ikke nødvendigvis det bedste valg for borgerne, da nærhed ikke kun handler om kilometer, men også om transport, kollektiv trafik, arbejdsplads, afhentning af børn m.v. I tyndere befolkede områder er specialpraksis en sjældenhed, og for mange er hospitalerne det nære valg.
Dertil høster privatpraktiserende speciallæger gerne frugterne ved udredning af borgerne, men hvis der er risiko for komplikationer, sender de borgeren til behandling i det offentlige. Mange lidt ældre borgere har kroniske sygdomme og dermed risiko for komplikationer, hvorfor de ikke har private praksis som en valgmulighed. Det er ulighedsskabende og dyrt for fællesskabet.
Private får samme honorar for opgaverne, men dels tjener de mere på det ved at tage de nemme opgaver. Dels har offentlige hospitaler akutforpligtelsen, skal behandle alle borgere uanset risiko og har uddannelsesforpligtelsen. Offentlige hospitalers udgifter er derfor langt højere end privates, og hvis alle nemme opgaver sendes til det private, mangler hospitalerne opgaverne, som uddannelseslæger udfører for at få rutine og erfaring. Efterlades hospitalerne med kun de tunge opgaver, bliver deres gennemsnitlige udgifter endnu højere.
At afhjælpe kapacitets- og personaleproblemerne ved at sende de nemme opgaver til det private vil kun være til gavn for borgere, der ikke fejler noget i øvrigt, skabe større ulighed, vil besværliggøre uddannelse af speciallæger og bliver dyrere for den offentlige økonomi – alt andet end sund fornuft.