
"Mine kolleger, der overvejende er demografer og økonomer, er enige om, at det danske velfærdssamfund er ret fantastisk, men sundhedsvæsnet er ikke noget at råbe hurra for," siger Jes Søgaard.
Jes Søgaards gave til venner og familie: Bog på over 1.000 sider
KULTUR-TEMPERATUR. Professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard fra Syddansk Universitet, er en flittig og seriøs kulturforbruger. Han må dog overgive sig til benovelse og en smule misundelse, når venner og kolleger selv kan betjene et musikinstrument.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Jeg har lige været på byferie i New York City i syv dage, hvilket i sig selv er en kulturoplevelse. Her var jeg på Guggenheim-museeet og se udstillingen med den tysk-venezuelanske billedkunstner Gertrud Goldschmidt. Det er fantastisk, hvad en kunstner som hende har formået, samtidig med at hun flygtede fra Nazityskland. Jeg bliver også imponeret over, hvor flittige og mangfoldige den slags kunstnere er. Jeg var også på MOMA (Museum of Modern Art, red.), The Met og på United States Holocaoust Memorial i Washington D.C., men det var Guggenheim-udstillingen, der var den allerstørste kulturoplevelse.”

KULTUR-TEMPERATUR
Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger fremover centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
”Den georgiske forfatter Nino Haratischwilis ’Det Ottende Liv’ er en ordentlig bassedreng på 1.093 sider og beskriver en middelklassefamilies liv fra 1890 til 2010 cirka. Det er historie og familiefortælling viklet sammen, og jeg har givet den til fødselsdage og som julegave. Tilbagemeldingerne, jeg får, går på, at hver eneste af de mange sider er spændende.”
Hvilken bog/film/musik vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for dit fag?
”Jeg arbejder på et forskningscenter på Syddansk Universitet, hvor vi er meget få danskere. Vi er vel to danskere ud af 25 medarbejdere, resten kommer fra landet som Japan, Brasilien og Mexico. Jeg har anbefalet dem at tage ind at se ’Bastarden’ (kampen om den uopdyrkede jyske hede i 1750’ernes Danmark, får premiere denne uge, red.) — filmatiseringen af Ida Jessens bog. Den fortæller noget om det her lands besynderligheder. Hvad egentlig sundhedsrelateret kultur angår, har jeg ikke noget godt bud. Mine kolleger, der overvejende er demografer og økonomer, er enige om, at det danske velfærdssamfund er ret fantastisk, men sundhedsvæsnet er ikke noget at råbe hurra for.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Jeg mener faktisk, at jeg bruger kultur seriøst og omfattende. Men på produktionssiden må jeg siges at være meget passiv. Jeg har aldrig selv lært at spille på et instrument, men det er vidunderligt, når en ven eller kollega eksempelvis kan sætte sig ved at klaver og begynde at spille. Det fylder mig med benovelse og endda lidt misundelse, men ikke nok til, at jeg er gået i lag med det selv. Der er eksempelvis en post doc, hvor jeg arbejder, der spiller heavy rock, det er ikke min musikstil, men jeg kan også mærke på ham, at det giver enormt meget med en kulturhobby.”
Om Jes Søgaard, 69
- Professor, sundhedsøkonom, Syddansk Universitet, direktør for Interdisciplinary Center on Population Dynamics (CPop)
- Tidligere cheføkonom og afdelingschef, Kræftens Bekæmpelse
- Uddannet cand.rer.soc. fra Syddansk Universitet, 1980
