
"eg skulle eksempelvis tegne en sten og en citron, og læreren bad mig højde for forskellen i hårdhed mellem en sten og en citron."
Der er én film, Leif Vestergaard ikke kan ryste af sig
KULTUR-TEMPERATUR. En svensk film fra 1982 bliver ved med at berøre Leif Vestergaard, formanden for Det Etiske Råd. Den handler om en slags idiot, der slet ikke er nogen idiot, men filmen ændrer fuldstændig karakterer til sidst.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
"Det var til Kulturmødet Mors for et par uger siden. Noget af det, der gjorde størst indtryk, var Teitur i samspil med Aarhus Jazz Orchestra. Teiturs vokal sammen med jazzmusikernes spil lød enestående. Og det gjorde det kun ekstra godt, at koncerten foregik i Nykøbing Mors Kirke, som var stoppet med mennesker.”
KULTUR-TEMPERATUR
Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger fremover centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
"En af de film, jeg ofte vender tilbage til, er Hans Alfredsons ’Den enfoldige morder’. Det er en stærk skildring af – hvordan skal man sige det – idioten, som faktisk ikke er nogen idiot. Han rummer stor eftergivenhed og evne til at tilgive mennesker – indtil grænsen overskrides. Filmen ændrer fuldstændig karakter til sidst, både musikken og farvesætningen, det er meget stærkt!”
Hvilken bog/film/musik vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for dit fag?
”Når man beskæftiger sig med sundhed, skal man kende Henrik Wulff og Peter C. Gøtzsches lærebog ’Rationel Klinik’. Den hjælper læseren med at forstå den verden, vi befinder os inden for. Man forstår pludselig sine kolleger: at vi har forskellige verdensopfattelser med os. Det var mit store held, at mine specialevejledere introducerede mig for den, mens jeg skrev på mit økonomispeciale. Det var den bog, der fik mig ind på sundhedssporet.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
"Min kone gav mig engang et kursus i akvarelmaling. Det havde jeg gerne fortsat med. Det åbnede for noget andet i mig selv, og det er dér, at kultur bliver rigtig godt. Når man får øje op for sammenhænge, man ikke normalt ser i sin egen verden. Jeg skulle eksempelvis tegne en sten og en citron, og læreren bad mig højde for forskellen i hårdhed mellem en sten og en citron. Det kan lyde som noget sludder. Men det er spændende at arbejde med, hvordan man omsætter den forskel i hårdhed i et billede? Det var dybt tilfredsstillende at udfordre egenskaber hos sig selv, man ikke troede, man havde.”
Om Leif Vestergaard, 67:
- Formand, for Det Etiske Råd
- Formand for Honorarstrukturrådet inden for almen praksis
- Tidligere medlem af Medicinrådet
- Tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse og Region Midtjylland, cand.oecon.