Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Bente Klarlund finder hjælp fra en bestemt roman i svære tider

KULTUR-TEMPERATUR. Hun er overlæge, leder Center for Aktiv Sundhed og formidler om sundhed i bøger, til foredrag og i Politiken. Professor Bente Klarlund Pedersen befinder sig godt, lige hvor hun er, og hun finder poesi, modstandskraft og varme i alt fra amerikansk litteratur til Zirkus Nemo.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Jeg har lige set Zirkus Nemo. Elsker Søren Østergaards gakkede humor. Men Zirkus Nemo er først og fremmest en meget poetisk forestilling, der varmer om hjertet. Det er stor kunst.” 

KULTUR-TEMPERATUR

Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger fremover centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur. 

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?

”Jeg så ’The Banshees of Inisherin’ i biografen i Gudhjem og har ikke siden kunnet ryste den af mig. Den handler om en meget lille verden, en ø-kultur, hvor et nært venskab går i stykker. Samtidig høres lydene af den irske borgerkrig på fastlandet. De store krige afspejles i de uvenskaber, der kan opstå mellem mennesker. Det er en vanvittigt smuk, charmerende og meget underholdende film.”

Hvilken bog/film/musik vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for dit fag?

”Jeg vender altid tilbage til ’Stoner’ af John Williams. Romanen om universitetslæreren Stoner fik afgørende betydning for den måde, jeg så min egen situation, da jeg selv var i et blæsevejr. Stoner løber ind i akademiske benspænd af den giftige slags og får sin karriere saboteret. Alligevel har han et godt liv. For Stoner er lykkelig i sin gerning. Kærligheden til faget gør, at han ikke sælger ud af sine akademiske principper og værdier. Det koster ham for en tid karrieren, men han mister ikke sin identitet, og han vinder til sidst. Det er selve det, at han hviler så fast i sin gerning, der gør, at han i øvrigt kan lade livet forme sig som det muliges kunst. Hvis man hviler i, at den retning, man har valgt for sit liv, er den rigtige, får man modstandskraft. Og et godt liv.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Jeg opfatter ikke mig selv som kunstner. Men jeg har skrevet flere bøger, og jeg holder mange foredrag. Jeg er vel efterhånden lidt i showbiz-genren og befinder mig godt lige der, hvor jeg er.”

 

 

Om Bente Klarlund Pedersen, 66:

  • Klinisk professor, overlæge, dr. med. og centerleder ved TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet
  • Primære forskningsområde er inflammation og metabolisme
  • Forfatter til bøger som ’Yngre med årene’ og ’Dit helbreds bedste ven – immunsystemet’, skriver og rådgiver om sundhed hver lørdag i Politiken
  • Uddannet speciallæge i intern medicin og infektionssygdomme

 

kultur, kulturtemperatur

Del artikler