
Anders Kühnau har blandt andet spillet barytonhorn i et brassband (foto er montage).
Anders Kühnau: Følelser og stemninger skabt via musik er noget særligt
KULTUR-TEMPERATUR. Danske Regioners formand og formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (Soc.) bruger kultur til at blive klogere på vores fælles historie. Blandt andet bruger han filmmediet til både at blive klogere på verdenshistoriens mørkeste kapitler, men også til at forstå en sygdom som demens.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Min seneste gode kulturoplevelse var på herregårdsmuseet Gammel Estrup. Her bliver man klogere på dansk historie, landbrug og kultur, og hvordan vi har boet og levet før. Hvordan landet og samfundet har udviklet sig i løbet af hundredevis af år. Det skal lige siges, at jeg sidder med i deres bestyrelse, men jeg var der denne gang som almindelig betalende gæst.”

KULTUR-TEMPERATUR
Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger fremover centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
”Mine børn skal se Stevens Spielbergs Holocaust-film ’Schindlers Liste’. Kommende generationer skal forstå, hvad der er sket i historien, og den film er i særklasse og en meget flot film. Mine børn er stadig lige unge nok, 6, 10 og 14 år, men den ældste skal se den snart. Han er klar. En dag skal de også med til koncentrationslejren Auschwitz. Det er vigtigt at give de her erfaringer videre.”
Hvilken bog/film/musik vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for dig som sundhedspolitiker?
”Jeg vælger en anden film, som har gjort stort indtryk: ’The Father’ med Anthony Hopkins, der vandt en Oscar for sin hovedrolle, men den del er ikke engang det centrale. Filmen viser på en overbevisende og realistisk måde, hvordan det er at være dement. Det, tror jeg, er svært for folk at forstå, inklusiv mig selv, men den her film er meget stærk. Jeg har også talt med folk med kendskab til demens, der finder filmen realistisk. Oplevelsen, som den her film skaber, vil være svær at læse sig til i lærebøger. Efter at have set filmen forstår jeg bedre, hvor voldsom sygdommen er.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Ja, jeg har spillet en del musik og sunget i kor. Jeg har blandt andet spillet barytonhorn i et brassband i Aarhus. Det var en kæmpe oplevelse at være del af et orkester, det er som at være del af en stor organisme. Følelser og stemninger skabt via musik er noget særligt, og det er også noget helt specielt at skabe noget sammen.”
CV: Anders Kühnau (Soc.)
- Formand for regionsrådet i Region Midtjylland siden 2018
- Formand for Danske Regioners bestyrelse siden april 2022
- Cand.scient.pol, 2008
- Far til tre sønner, bosat i Åbyhøj
