
Fra venstre Asthildur Arnadottir, Karolina Lewandowska og Nanna Holt Jessen.
Kæmpe klimagevinst i at skifte devices til lungesyge ud
Debat
Asthildur Arnadottir, postdoc, ph.d. og HU almen medicin, Region Sjælland
Karolina Lewandowska, almen medicinsk speciallæge, Region Sjælland
Nanna Holt Jessen, forsker, ph.d. og læge, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus
REPLIK. Hvis blot 10 procent af markedet i Danmark kan flyttes fra inhalationsspray til pulver, opnås en klimagevinst svarende til CO2-udslippet fra elforbruget i ca. 20.000 danske parcelhuse, skriver tre læger fra Grøn Praksis, som er en interessegruppe under Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Et mere klimavenligt device er dog ikke i alle tilfælde det rigtige for patienten, understreger de.
Sundhedspolitisk Tidsskrift bragte 20. februar 2023 en artikel, hvori lungelæge Anders Løkke opponerede imod Sundhedsstyrelsens anbefaling af, at læger tænker miljøpåvirkning med ind i behandlingen af patienter med luftvejs-sygdomme. ”Vi skal naturligvis passe på klimaet. Men at man ligefrem bruger miljøet som afsæt til at debattere, hvilken medicin man skal give sine lungesyge patienter, er ikke uproblematisk,” sagde han.
Først og fremmest hilser vi diskussionen velkommen. Den viser tydeligt de mange svære dilemmaer, der ligger i bæredygtig omstilling i sundhedssektoren. Blandt vores kollegaer oplever vi til tider en frygt for, at kvaliteten af behandlingen forringes, når vi fremsætter ideer til at vælge en mere klimavenlig behandlingsform. Eller vi oplever, at vores kollegaer frygter at påføre patienterne skyld og skam. Vi forstår godt, hvor disse bekymringer kommer fra, men vi mener de er uberettigede og beror på misforståelser, som vi i det følgende vil forsøge at opklare.
Lad os først slå fast, at dette ikke er en diskussion om eksisterende guidelines og behandlingsindikationer. Patienter, såsom børn og ældre med nedsat sugekraft, har selvfølgelig behov for inhalationsspray med eventuel spacer. Dette er vi ikke uenige i, og vi holder os til eksisterende retningslinjer. Det, vi ønsker at gøre vores kollegaer opmærksomme på, er, at der i de tilfælde, hvor pulverinhalation er en ligeværdig behandlingsform med sprayinhalation, ligger et valg. Et valg af et mere klimavenligt og bæredygtigt device. Dette valg baseres desuden på en samlet lægelig vurdering af patientens medicinske behov og compliance, hvorfor et mere klimavenligt device ikke i alle tilfælde vil være det rigtige for patienten.
En anden misforstået opfattelse er, at man som læge kan give patienterne dårlig samvittighed over at vælge en mindre klimavenlig behandling. Dette er naturligvis ikke hensigten. Patienterne skal ikke bebrejdes for klimaaftrykket fra en given behandling. Vi bliver nødt til at flytte vores fokus væk fra skyld og skam hos patienten, og det kan vi gøre ved at holde beslutningen om valg af inhalationsdevice på vores, lægens, egen spillebane i de tilfælde, hvor det findes nødvendigt. Men flere og flere borgere ønsker at leve mere klimavenligt, og bæredygtighed inden for sundhedsvæsenet er kommet for at blive. Derfor vil spørgsmål til CO2-udslippet fra inhalationsbehandling være noget, vi som sundhedsfaglige vil komme til at skulle tage stilling til før eller siden.


