Hvordan skal vi som politikere være vagthunde, når vi intet får at vide?

DEBAT. 150 kræftsyge i Region Hovedstaden har i de seneste to år ventet for længe på kræftbehandling, kan medlem af sundhedsudvalget, Finn Rudaizky (DF), læse i avisen. Selv har han som politiker intet fået at vide om det. Hvordan skal jeg være patienternes vagthund, når regionsdirektionen, regionsrådsformand og hospitaler ikke forsyner mig med de nødvendige relevante oplysninger, spørger han.

Når regionsrådet i Region Hovedstaden holder sit næste møde den 18. april, skal man drøfte, “den enkelte politikers reelle mulighed for at kunne agere som borgernes vagthund”. På vegne af Dansk Folkeparti har jeg anmodet om en sådan drøftelse.

Udgangspunktet er, at 150 kræftsyge i Region Hovedstaden i de seneste to år har ventet for længe på kræftbehandling. Berlingske bringer den 30/3 en afgørende dokumentation.

Region Hovedstaden har handlet i strid med reglerne for hurtig udredning, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed. Lignende eksempler og tilfælde er også hændt på Aarhus Universitetshospital.

De alvorlige overskridelser er ikke kun et spørgsmål om overtrædelse af gældende lovgivning, men rejser spørgsmålet om, hvor vidt den valgte politiker rent faktisk har mulighed for at være borgernes vagthund? Spørgsmålet stilles, fordi de alvorlige og vigtige oplysninger, som Region Hovedstaden burde forsyne politikerne med, ofte først kommer til politikernes kendskab, når vi erfarer om skandalerne ved mediernes dygtige kulegravning.

Spørgsmålet må stilles: Hvem pokker er det i Region Hovedstaden, som sidder inde med fakta-oplysninger om fejl og forsømmelser, som tilsyneladende holdes tilbage? Jeg har tilladt mig at spørge mig selv om, hvordan jeg kan være vagthund, når regionsdirektionen, regionsrådsformand og hospitaler ikke forsyner mig med de nødvendige relevante oplysninger? Som medlem af Sundhedsudvalget bliver man overdænget med tabeller og statistikker, så embedsapparatet har ryggen fri, men hvad nytter det med statistikker, som ikke samtidig tydeligt forklarer, hvad f.eks. konsekvensen er for den enkelte syge borger, som rammes af, at regionen ikke lever op til vedtaget lov i Folketinget?

Problemer med at overholde de lovbestemte krav om, at patienter under mistanke for kræft skal behandles senest 14 dage efter, at sygdommen er konstateret, er også så stort et problem, at selv den samvittighedsfulde formand for sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt (Kons.) “lægger sig fladt ned” (Berlingske 30/3). 

For sent undersøgte kræftforløb er i konkrete tilfælde årsag til, at en kræftsygdom bredte sig. Det er derfor alvorligt, at Region Hovedstaden ikke har henvist til et andet behandlingssted, når vi taler om kræftsyge patienter. Anja Skjoldborg Hansen, formand for Brystkræftforeningen, mener da også, at “man virkelig ikke skal ønske sig at få en kræftsygdom - især ikke, hvis man bor i hovedstaden”.

Der er brug for langt flere “vagthunde”. Ikke kun i sygdomsområdet kræft, men på mange områder. Politikerne skal ikke blande sig i de faglige udførelser, men komme med forslag til forbedringer. Men hvis man ikke får info om, hvad der rent faktisk er galt, så er det håbløst med at udføre rollen som borgernes vagthund.