
Vaccinationer kan redde liv og førlighed
Af Janus Tarp, formand PolioForeningen (til venstre),
Dr Siddhartha Datta, Regional Advisor, Vaccine-preventable diseases and immunization programme, WHO/Europe (i midten)
og Nicolai Wirenfeldt Asmussen, Distriktsguvernør, Rotary International
DEBAT: Hvis vi ikke havde vaccineret mod polio, ville 1,5 millioner børn og unge være døde og 19 millioner lammede. Lad os udrydde sygdommen helt. Det kræver, at børn i hele verden bliver vaccineret, indtil polio ikke findes mere, skriver blandt andre Janus Tarp, formand PolioForeningen i anledning af international poliodag 24. oktober.
For blot få årtier siden var polio, også kendt under den danske betegnelse børnelammelse, en frygtet gæst i mange hjem i Danmark. Så sent som i 1952-53 blev Danmark ramt af en yderst voldsom polioepidemi, der førte til flere hundrede døde børn og unge, mens omkring 3.000 børn fik lammelser i større eller mindre grad.
Sygdommen kunne man dengang ikke gøre så meget ved – man kunne lindre børnenes lidelser og tilbyde dem genoptræning, men fjerne selve sygdomme og forældrenes frygt, det kunne man ikke. Polioen var og er en sygdom, der rammer alle på tværs af køn, grænser og placering i samfundet. Og, husker vi ikke vores vaccine, så kan den desværre hurtig komme igen.
Vaccinernes indtog
Blot få år efter epidemien i 1952-53, i 1955, var der udviklet en vaccine, og Danmark kunne som det blot andet land i verden begynde at vaccinere befolkningen, og få år efter var polio stort set forsvundet i Danmark. Med andre ord, takket været videnskaben fik man has på polioen. Siden er vaccinen udbredt til hele verden, og der er kun to lande, hvor den vilde polio cirkulerer: Afghanistan og Pakistan. Derudover er der vaccineafledt polio flere andre steder i verden.
Polio skal udryddes
Verdenssamfundet har som mål at udrydde polio, den vil i givet fald blot være den anden sygdom, der bliver udryddet på verdensplan. Den første sygdom, der blev udryddet, var kopper, også takket været en omfattende vaccinationsindsats. I 1988 var der årligt 350.000 poliotilfælde i 125 forskellige lande, nu er der blot få hundrede tilfælde af vild og vaccineafledt (mutationer) polio i en håndfuld lande. Polio er yderst smitsom, så det er i alles interesse, at vi får udryddet sygdommen.
