
Torben Mikkelsen med sin kone Susanne. Foto: Søren Holm
ALS-patient: Vi må kæmpe med et system, der er til for at hjælpe
Debat

Torben Mikkelsen, 46 år,
far til to og tidligere IT-medarbejder
DEBAT. Torben Mikkelsen havde sidste år foretræde for Folketingets Social- og Indenrigsudvalg. Her beskrev han sin kamp for at få nødvendig hjælp, da han blev ramt af ALS. Dansk Folkeparti fremsatte derpå et forslag om startpakker med hjælp til ALS-patienter, og Folketinget bakkede op. Men corona har udsat en vedtagelse, og Torben Mikkelsen skubber på - for andre ALS-patienters skyld. Det vigtigste element i startpakkerne er straks-bevillingen, skriver han i dette debatindlæg. For tiden som ALS-patient er dyrebar.
Jeg fik konstateret muskelsvinddiagnosen ALS i maj 2017 og blev selvfølgelig dybt chokeret. Det er en sygdom, som gradvist, men hurtigt lammer kroppen, og mange lever kun med ALS i få år. Jeg havde en forestilling om, at vores velfærdssamfund ville hjælpe mig og min familie på bedste vis. Sådan gik det ikke i starten, hvor vi konstant måtte kæmpe mere mod systemet end mod selve sygdommen.
En kamp for at forsætte livet
Vi kæmpede for støtte til selv små hjælpemidler som f.eks. bestik, så jeg fortsat kunne spise selv. Vi kæmpede for at få timer i en hjælperordning, så jeg fortsat kunne passe mit arbejde og være far for mine børn. Og vi kæmpede for støtte til tilpasninger i hjemmet, så vi kunne blive boende i vores hjem med vores børn.
Det føltes uretfærdigt og uværdigt i en situation, hvor vi var maksimalt pressede og i sorg over, at jeg fra dag til dag kunne mindre og mindre med mine arme og ben.
En straks-bevilling er nødvendig
I dag bruger jeg el-kørestol, og jeg har brug for hjælp til alt. Jeg har fået respirator, fordi jeg ikke selv kan trække vejret mere. Men jeg kæmper stadig for, at ingen andre skal udsættes for det, som jeg og min familie har været igennem.
Jeg insisterer derfor på, at politikerne skal forstå, hvor nødvendigt det er for alle med ALS, at man samler hjælp i en startpakke. Jeg kalder det startpakke, fordi det skal være sådan, at en ALS-diagnose udløser en såkaldt “straks-bevilling” i kommunens sociale system. Sygdommen forløber så hurtigt, at der ikke er tid til at vente på et typisk sagsbehandlingsforløb i kommunen, der i mit tilfælde varede over et år. Det lange forløb betyder, at når bevillingen endelig kommer, har sygdommen udviklet sig så meget, at der er behov for noget andet end det ansøgte.
Så starter man nærmest forfra, og det er der ikke tid til.
