
Lad os nu få indsigt i omfanget af hospitalsinfektioner
Debat
Cecilie Winther Kristensen
og Finn Rudaizky,
begge fra Dansk Folkeparti og
begge kandidater til Region Hovedstaden
DEBAT. Politikerne mangler dokumentation på, at de tiltag, som er sat i gang for at nedbringe omfanget af hospitalsfunktioner, har en positiv virkning, mener Cecilie Winther Kristensen (DF) og Finn Rudaizky (DF). "Der må, især for patienternes skyld, komme langt mere åbenhed omkring disse alvorlige problemer," skriver de.
7-10 procent af indlagte patienter i Danmark får en hospitalsinfektion. Det svarer til ca. 60.000 patienter om året.
Allerede i 2013 indgik regeringen og regionerne en hensigtserklæring om at nedbringe omfanget af hospitalsinfektioner. Statens Seruminstitut vurderede dengang, at det er muligt at nedbringe antallet med op til 20 procent bl. a. gennem overvågning, god hygiejne og rationel brug af antibiotika.
Rigsrevisionen udfærdigede i 2017 en beretning om »forebyggelse af hospitalsinfektioner« med bekymrende bemærkninger fra statsrevisorerne. Man fandt, at Sundheds- og Ældreministeriets, regionernes og hospitalernes indsats for at forebygge hospitalsinfektioner havde været utilfredsstillende.
Der er vist ikke tvivl om, at covid-19-forløbet har skærpet overholdelse af hospitalernes egne retningslinjer for hygiejne. Men vi ved intet om, hvorvidt de 60.000 årligt smittede patienter måske er blevet til »kun« 40.000 årlige infektioner. I Region Hovedstaden holdes de folkevalgte politikere nærmest væk fra disse problemer. Derfor har Dansk Folkeparti nu krævet en seriøs politisk behandling af hospitalsinfektioner.
Det vil ske på et kommende møde i sundhedsudvalget.
Ud over mange pæne ord om, at alle ansatte naturligvis gør, hvad de kan, for at undgå infektioner, så er der nu brug for en eller anden form for dokumentation på, at de tiltag, som er sat i gang, har en positiv virkning. Det er vigtigt, at vi politikere ved, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Kun derved kan vi forberede os til at komme med flere konkrete løsningsforslag for at få antallet af de fortsat mange infektioner nedbragt. Der må, især for patienternes skyld, komme langt mere åbenhed omkring disse alvorlige problemer.
Det er på høje tid.
