Kronik
Per Betzonich-Wilken, dr.phil.,
censor i sundhedspsykologi
ved Lægeuddannelsen og Folkesundhedsvidenskab
KRONIK. Er man til maksimum, handler det om ikke at få for lidt; er man til mådeholdet, går det ud på at undgå for meget. Middelvejen er derfor opstået som et ideal, skriver dr.phil. Per Betzonich-Wilken.
Det er en gammel indsigt, at tilfredshed har betydning for både sundhed, sygdom og helbredelse. Forventninger og krav til livet spiller ind og spænder vidt, fordi de strækker sig lige fra ønsket om noget nær det perfekte frem til taknemmeligheden for at opleve det, der kan gælde som godt nok. Tilfredsheden findes i forskellige grader, når både den fordringsfulde og den mere beskedne er på tur i helbredets navn.
Maksimum
De fleste kan føle sig truffet: Til tider kan man føle sig tilfreds – og alligevel have en anelse eller ligefrem vished om, at der er mere at hente. Det er et tidløst tegn på livsappetit. Euforien mærkes i forelskelsen, men den lever også både i udsigten til at overhale konkurrenter i markedsandel, flere likes på de sociale medier og noget så sagligt som akademikerens antal udgivelser i de ”rigtige” tidsskrifter. Når man tager del i kapløbet, betyder det ikke nødvendigvis så meget, at masse ikke bare er lig med at være i den bedste klasse; den tanke kan ligefrem virke forstyrrende og måske bevirke, at man sætter tempoet ned eller stopper helt. Fortsætter man derimod løbet for at øge graden af tilfredshed, er der udsigt til lang beskæftigelse; drivkraften er gerne, at indsatsen er stimulerende - og i bedste fald kan ende med forbavsende præstationer til gavn for én selv og andre.
Når man stiler efter mest muligt, anses det maksimale for at være det optimale. Men både i privat- og arbejdsliv kan det sætte sagerne på spidsen. Det maksimale er nemlig uden fast grænse, fordi det står til stadig udvidelse; eftersøgningen af mere tilfredshed kan derfor komme til at minde om et maratonløb uden udsigt til at nå i mål. Også den veltrænede risikerer derfor at støde på sin egen grænse. Som de mest udbredte psykiske problemer vidner både udbrændthed og depression om, hvor svært det er at holde tempoet og ikke mindst afgøre, hvad der betyder mest i livet. Men ét er, at psyken dermed er på alvorlig prøve; hertil kommer jo, at helbredet i bredere forstand kan følge med i nedturen. Det er både gammel folkevisdom, temaet for klassisk psykosomatik og velkendt for professionelle med speciale i nutidens bio-psyko-sociale paradigme.
Mådeholdet
Lidelse i sjæl og på krop kan opleves som brutal påmindelse om vigtigheden af at begrænse sig. For enhver med livsappetitten i behold er der dog trøst at hente: Alternativet til eftersøgningen af maksimal tilfredshed er ikke kun, at man må affinde sig med et absolut minimum.
Populærpsykologien gentager gerne gyldigheden af gammel indsigt: Oldtidens fjernøstlige meditationsøvelser har for længst fået renæssance i det moderne, og det samme gælder afdøde filosoffers input om fordele ved nøjsomhed; meget af det får re-premiere i bestsellernes råd om ikke at række ud efter alt, hvad man kan ønske sig.
Den slags behøver ikke kun at være kortvarig tankeflugt i hverdagens hamsterhjul. Når det mærkes med velbehag i både sjæl og på krop, at mindre kan gøre det, kan eftersøgningen af tilfredsheden blive mere overkommelig – og tilmed resultere i længere holdbarhed. Der er noget om, at sjælefred rimer på helbred, og lettelsen kan brede sig som ringe i vandet. Fordelene omfatter ikke kun forkortet kødannelse i psykiaterens og psykologens aftalekalendere, men også sjældnere forekomst af multifaktorielle sygdomme - og ikke mindst bæredygtige besparelser på så mange truede ressourcer.
I eftersøgningen af tilfredsheden er det ikke mærkeligt, at mådeholdet fortsat er i høj kurs. Det skyldes selvsagt udsigterne til forbedring, men det forholder sig her som i andre sammenhænge: Når der tales, skrives og debatteres så meget om det samme, er det nok ikke så nemt at have med at gøre.
Hvis nøglen til tilfredshed er mådehold, er spørgsmålet, hvad man kan nøjes med. Følelser af mangel på det ene eller andet område er svære at komme af med og derfor lige så svære at se stort på. Klagesange om, hvad der mangler i livet, kan virke mere eller mindre forståelige for omgivelserne, men intet taler for, at de én gang for alle kan udskiftes med hymner om fuld tilfredshed. Når noget eller nogen savnes i tilstrækkelig grad, føler den berørte sig heller ikke hjulpet af en akademisk opfordring til at skelne mellem ”behov” og ”begær”.
Så længe det er et problem for klienter, bliver også den garvede professionelle sat på tilbagevendende prøver. Her kan fortiden mødes med nutiden og forskellige kulturer dele erfaringer: Selv med noget nær livslang træning i mådehold må Østens buddhistmunke tit minde utålmodige vesterlændinge om, at man ikke ville have brug for at fortsætte sine øvelser, hvis det var nemt at komme af med mangelfølelser. Deres egen fortsatte praksis taler for sig selv. Derfor må novicen selvsagt også fæste lid til vedholdenhed.
Middelvejen
Selv om man føler sig mest tryg med det forudsigelige, kommer det altså an på at satse: Er man til maksimum, handler det om ikke at få for lidt; er man til mådeholdet, går det ud på at undgå for meget; både her og der kan tilfredsheden nås, men muligheden for det modsatte følger jo som en skygge.
Her lader til at være et tidløst hovedbrud, og det må have vakt ideen om middelvejen som et ideal. Findes den, kan tilfredsheden nemlig opnås, idet man hverken får for lidt eller for meget.
I Vesten er filosoffen Aristoteles kendt som idealets store fortaler. Men han havde åbenbart et forbehold. Det går ud på, at den gyldne middelvej er en ret variabel størrelse, fordi der må tages hensyn til den enkeltes personlige anlæg og tilbøjeligheder. Hertil kommer så den personlige udvikling i et livsforløb, som man ikke kun selv er herre over. For at slå sømmet i bund bør det tilføjes, at det jo ikke altid er til at vide, hvor lidt eller meget man har godt af. Her er i det hele taget også plads til behagelige overraskelser i indsatsen for at få det bedste ud af rejsen.
Maksimum, mådeholdet og middelvejen er tre mulige ture, som man hver især kan tage på i helbredets navn. Selv om man ikke ligefrem får opfyldt ønsket om det perfekte, er der grund til taknemmelighed, når det opnåede kan være godt nok. Den gevinst er der heldigvis fortsat udsigt til i noget, der kan gælde som tilfredshedens trekløver.
corona
