Tvangsadoption er ingen løsning - barnet skal hjælpes som foster

Skades som foster

Mange af de udsatte børn af misbrugere skades allerede i fosterlivet. De bliver født med misdannelser, hjerneskade og abstinenser og udsat for omsorgssvigt under opvæksten  – skader, som der efterfølgende ikke kan rettes op på, uanset hvor god en adoptivfamilie, man finder til dem helt fra fødslen.

Alkohol, det farligste rusmiddel set i børneperspektiv, er fosterskadende under hele graviditeten. Hjerne og nervesystemet er særligt følsomme. Den alvorligste skade er føtalt alkoholsyndrom. De fleste børn med diagnosen når aldrig op på et normalt udviklingsniveau og har behov for særlig hjælp, støtte og behandling såvel i barndom som voksenalder. Børnene har som regel indlæringsvanskeligheder, adfærdsforstyrrelser, psykiske problemer, ADHD, autisme mm. Nogle er multihandikappede. 

Narkotiske stoffer er ikke fosterskadende og giver derfor ikke medfødte misdannelser. Men de er væksthæmmende og afhængighedsskabende, og mange af børnene udvikler umiddelbart efter fødslen behandlingskrævende abstinenssymptomer, som nødvendiggør indlæggelse på en neonatalafdeling og i nogle få tilfælde endda respiratorbehandling. Abstinensbehandling af nyfødte varer fra to uger til fire måneder.

Medfødte og opvækstbetingede skader på børn kan forebygges ved intensiv, tværfaglig indsats fra den tidligste fosteralder og i de første leveår, som de såkaldte Familieambulatorier varetager rundt om i landet. En veletableret institution blev desværre skrottet i Region Hovedstaden, da Hvidovre Hospitals direktion for få år siden som led i en sparerunde nedlagde Familieambulatoriet med tilhørende Videnscenter og database på Hvidovre Hospital.

Debatten om tilbageholdelse af gravide kvinder med alvorlige misbrugsproblemer, som ikke er i stand til at følge svangreomsorg og behandling, har adskillige gange været rejst i Danmark med negativt resultat. Det er svært at forstå, at vi i Danmark vægrer os ved at tilbageholde gravide kvinder med alvorlig psykosocial problematik, når formålet er at forebygge livslange skader på fostret/barnet samt at forbedre den gravides tilstand, livssituation og omsorgsevne, når man åbenbart ikke vægrer sig ved at gribe til så drastiske indgreb/overgreb som en tvangsadoption af nyfødte og ufødte børn.  

Ifølge norsk lovgivning kan gravide, som ikke er i stand til at drage omsorg for fostret/barnet, tvangstilbageholdes på en lukket familieinstitution frem til fødslen med det formål at forebygge skader på det ufødte barn. Den norske model har dokumenteret gode erfaringer målt på børnenes sundhedstilstand ved fødslen og mødrenes evne til at varetage omsorgen for barnet.

Uoprettelig skade på barn og familie

Med tvangsadoption risikerer man den stik modsatte virkning – nemlig at gøre uoprettelig skade på børnene og deres familier. Såfremt der i Danmark indføres lovgivning for adoption af nyfødte og ufødte børn uden samtykke, risikerer man, at gravide med alvorlige misbrugsproblemer, psykisk sygdom, vold, prostitution m.m. ikke tør henvende sig til læge, jordemor og andre fagpersoner eller fødsel på hospital. I så fald vil vi stå med endnu dårligere børn end ellers og tillige med en større dødelighed af både børn og mødre.

Når et ”risikobarn” adopteres, har det i samme grad som ikke adopterede ”risikobørn” behov for kompetent opfølgning vedr. trivsel, udvikling, sundhed og omsorg i kvalificeret børnesagkyndigt regi, og adoptivforældrene har behov for rådgivning, supervision og særlig opkvalificering. Derfor er det vigtigt, at der ved adoption også følger penge med barnet i samme omfang som med anbragte børn, der er øremærket til at sikre barnet den nødvendige hjælp og støtte under opvæksten.

Langt de fleste adopterede børn viser senere i livet et stort behov for at finde deres biologiske familie. Trangen til at søge efter sit biologiske ophav er stigende, og Civilretsdirektoratet modtager årligt 500-600 henvendelser fra adoptivbørn, der søger deres biologiske forældre. I Norge går man ind for ”åbne” adoptioner. I tilfælde, hvor et nyfødt barn skal anbringes umiddelbart efter fødslen, og hvor forældrene ikke inden for barnets første par leveår formår at ændre deres livsstil i en grad, som er forenelig med tilstrækkelig god omsorg, kan plejeforholdet ændres til adoption i den samme plejefamilie. Denne model har den fordel - udover at sikre barnet tryghed og stabilitet under hele barndommen - at barnet kender sine ”rødder”, og at der kan være kontakt mellem barnet og forældrene under barnets opvækst under trygge rammer.  

Kommuners tvivlsomme rolle

Endelig er der kommunernes tvivlsomme rolle. Børn med medfødte skader, tvivlsom trivsel og udvikling bliver spredt ud til kommuner, der er kendt for ikke at have de nødvendige ressourcer og specialfaglig ekspertise til i tilstrækkelig grad at håndtere komplicerede børnesager med dårlige børn og medfødte skader. Det er derfor forstemmende, at det netop er kommunerne – og ikke regionerne - der suverænt bestemmer, hvilken type hjælp og behandling nyfødte og ufødte børn skal have - og dermed hvilke fremtidsmuligheder, de vil få.

Spørgsmålet er, om det er et udtryk for en velfærdsstats kynisme, når et autoritært ledet politisk system vil gribe til tvangsadoption af ufødte og nyfødte børn overfor samfundets mest udsatte og hjælpeløse mennesker og helt negligere alternative løsninger som f.eks. den dokumenterede norske model.