Kaare Dybvads robotsvar forholder sig reelt ikke til kritik af lovforslag

Debat

Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. 

Et lovforslag vil tage forsørgelsesydelser fra anbringelses- og behandlingsdømte retspsykiatriske patienter. Trods meget alvorlig kritik af lovforslaget, leverer beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek kun robotagtige svar, der kører i de samme riller, mener Lisbeth Riisager Henriksen.

Folketinget behandler for øjeblikket et lovforslag, som vil tage forsørgelsesydelser fra anbringelses- og behandlingsdømte retspsykiatriske patienter. I oktober blev det førstebehandlet (se min gennemgang og analyse af det i POV International), og det er planlagt til vedtagelse 11. december og ikrafttrædelse per 1. januar 2026. 

Lovforslaget støttes af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Det er meget vidtgående, og eksperter advarer om, at regeringen reelt bryder med dansk retstradition, medvirker til ulovlig diskrimination af de retspsykiatriske patienter og skader deres behandling samt kriminalitetsforebyggelse.

Den kritik har også fået en række forskellige parter uden for Folketinget til – ud over høringssvar – at henvende sig til ministeren eller Folketingets beskæftigelsesudvalg med gentagelser af den tungeste kritik. Den har også fået beskæftigelsesudvalget til at bede om beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Beks (Soc.) kommentar til nogle af henvendelserne til beskæftigelsesudvalget, ligesom beskæftigelsesudvalget selv har stillet ministeren en række spørgsmål blandt andet efter ønske fra beskæftigelsesordfører Victoria Vélasquez (EL). 

Kaare Dybvad Bek har den 24. november svaret på en række af disse. 

Et overfladisk svar uden at forholde sig til substans

For eksempel svarer han på et spørgsmål fra Beskæftigelsesudvalget om at kommentere en henvendelse og tilhørende kronik fra mig. Her havde jeg fremført kritik af lovforslaget for at bryde med forbuddet om diskrimination i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, for at bryde med princippet om straffrihed for personer, der er vurderet utilregnelige i gerningsøjeblikket, og for at være i modstrid med regeringens øvrige målsætninger på det psykiatriske område. 

Han skriver blandt andet:

”[F]ormålet med lovforslaget er at sikre, at personer i retspsykiatrien, som indlægges i behandlingsforløb, ikke modtager dobbeltforsørgelse under deres indlæggelse. Lovforslaget indebærer samtidigt, at målgruppens adgang til økonomisk hjælp fra det offentlige sidestilles med vilkårene for personer, der er indsatte i Danske Fængslers (tidligere Kriminalforsorgens) institutioner, herunder i forhold til muligheden for at modtage hjælp til boligudgifter og anden økonomisk hjælp. Jeg kan i forlængelse heraf oplyse, at Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at lovforslaget ikke strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Handicapkonvention, herunder i forhold til forbuddet mod diskrimination. I vurderingen er der bl.a. lagt vægt på, at ordningen forfølger et legitimt formål, som er at undgå, at målgruppen modtager dobbeltforsørgelse under indlæggelse. (…) [M]ed lovforslaget ændres der alene på, at retspsykiatriske patienter ikke længere vil have ret til at få udbetalt pensionsydelser og kontanthjælp, mens de er indlagt. Der ændres altså ikke i de strafferetlige forhold omkring målgruppen…”

Han forholder sig ikke til, at det ikke er nok at vurdere, om et formål er sagligt og legitimt, men at man også skal vurdere, om det er proportionalt. Det, vurderer Institut for Menneskerettigheder, er ikke tilfældet her, da konsekvenserne af fratagelse af forsørgelsesydelser vurderes at være så voldsomt store og indgribende i hele patienternes liv, at det skader deres samlede muligheder for at lade sig behandle, rehabilitere socialt og modvirke ny kriminalitet. 

Han forholder sig heller ikke til, at fratagelse af forsørgelsesydelser for dårligt stillede retspsykiatriske patienter opleves som en straf. Selvom der ikke er tale om straf i straffelovens forstand, når retspsykiatriske patienter idømmes behandlings- eller anbringelsesdomme, så erfares fratagelse af det meste af patienternes økonomiske eksistensgrundlag ikke bare som en bibemærkning, men noget, der påvirker alt i deres liv og gør det endnu sværere for dem, end det er i forvejen. De fratages nu ydelser, fordi regeringen og aftalepartierne vil stille dem økonomisk lige med de fængselsdømte kriminelle, selvom straffeloven skelner mellem personer, der er tilregnelige i gerningsøjeblikket, og personer, der ikke er. Det er vel ikke helt fair. 

For så vidt angår spørgsmålet om regeringens psykiatriplan og målsætninger på det psykiatriske område, har Beskæftigelsesministeriet indhentet bidrag fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor Sophie Løhde (V) sidder som minister. Det oplyser:

”For regeringen er det afgørende at sikre behandling af høj kvalitet i psykiatrien. Det gælder både for psykiatriske patienter, der er dømt til behandling eller anbringelse i retspsykiatrien, såvel som patienter, der er indlagt efter psykiatriloven i den almene psykiatri. Af den grund indgik regeringen og aftalepartierne i foråret Aftale om en samlet 10- årsplan for psykiatrien. (…) Lovforslaget om ophør af forsørgelsesydelser i retspsykiatrien ændrer ikke på rammerne for den sundhedsfaglige behandling for de retspsykiatriske patienter, og lovforslaget har ikke betydning på hverken indholdet eller kvaliteten i den psykiatriske behandling. Lovforslaget står således ikke i modsætning til regeringens øvrige ambitioner på det psykiatriske område.”

Lignende svar giver han på et spørgsmål fra Beskæftigelsesudvalget vedr. en anden henvendelse fra mig.

Et andet ignorant svar

I et andet svar kommenterer han på beskæftigelsesudvalgets ønske en henvendelse fra Institut for Menneskerettigheder m.fl. Instituttet har ifølge ministerens resumé kritiseret lovforslaget for at bryde med regeringens 10-årsplan for psykiatrien, for at de retspsykiatriske patienters ændrede økonomiske råderum vil forringe deres behandling, og for at lovforslaget vil resultere i flere konflikter og i forlængelse heraf øget brug af tvang på de retspsykiatriske afdelinger.

Hans svar: ”[F]ormålet med lovforslaget (…) er [at] stoppe den nuværende dobbeltforsørgelse af disse patienter under deres indlæggelse eller anbringelse på de retspsykiatriske afdelinger. Med lovforslaget vil patienter i retspsykiatrien fremover få udbetalt et månedligt, skattefrit beløb til personlige fornødenheder i stedet for social pension eller kontanthjælp. Beløbet svarer til det månedlige beløb, som efter de nuværende regler kan udbetales af hospitaler til patienter, der ikke modtager pension eller anden indkomst under længerevarende indlæggelser.”

Igen har han indhentet svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet i forhold til at kommentere på de dele af henvendelsen, som omhandler regeringens psykiatriplan og konsekvenserne for retspsykiatriske patienters behandling. Igen henvises der til aftalen om en samlet 10-årsplan for psykiatrien fra maj 2025 og fremføres synspunkter om, at ”[r]egeringen har et stærkt fokus på at styrke psykiatrien (…) [med] et historisk stort løft af psykiatrien…”

Beskæftigelsesudvalget havde også bedt ham kommentere en henvendelse fra Psykiatrifonden, Dansk Psykiatrisk Selskab og Skizofreniforeningen. De har ifølge beskæftigelsesministerens resumé kritiseret, ”at der med lovforslaget reelt set vil ske en ligestilling af to grupper, som ikke kan sammenlignes – fængselsdømte og behandlingsdømte,” og ”at en sådan ligestilling ikke kun bryder med 150 års retspraksis, men samtidig forværrer et allerede skrøbeligt behandlingsforløb, øger risikoen for hjemløshed, mindsker mulighed for recovery og undergraver tilliden til velfærdssamfundet hos nogle af de mennesker, det er sat i verden for at hjælpe.” Endvidere har de problematiseret forslagets fastsættelse af et beløb på 1.725 kroner til personlige fornødenheder. 

I sit svar skriver Kaare Dybvad Bek, ligesom i sine svar på de fleste andre spørgsmål, ”at lovforslaget alene har til formål at ændre på de dømte patienters ret til at modtage forsørgelsesydelser under deres indlæggelse eller anbringelse i retspsykiatrien, så der ikke sker dobbeltforsørgelse. Det betyder, at målgruppens strafferetlige forhold er uændrede, og at der fortsat vil være tale om en gruppe, som er fritaget for straf ud fra strafferetligt perspektiv.”

For så vidt angår det sundhedsmæssige side af sagen, skriver han, at lovforslaget ”ikke [ændrer] på rammerne for den sundhedsfaglige behandling for patienterne, og [at] lovforslaget har ikke betydning for hverken indhold eller kvalitet af behandlingen.” 

Han anerkender ikke, at forsørgelse er en forudsætning for, at disse patienter overhovedet kan profitere af den psykiatriske behandling og rehabiliteringsproces. Det er et meget ignorant svar.

Desperat bekymring – men samme robotsvar

Beskæftigelsesudvalget har også fået en henvendelse fra en privatperson, Mikhail Rarenko, som selv lever under en behandlingsdom i Danmark. Han er dybt bekymret over lovforslaget og skriver blandt andet, at loven ”kan skabe en ond cirkel for psykisk syge mennesker: Når man mister sin pension, kan man ikke længere betale bolig, faste udgifter eller medicin. Det skaber stress, angst og desperation – ikke rehabilitering. Mange psykisk syge vil blive presset ud i ekstrem fattigdom eller småkriminalitet for at overleve. Det vil ikke gavne samfundet, men i stedet føre til flere domme, flere indlæggelser og flere udgifter.”

Hans anbefaling er, at ”[e]n behandlingsdom bør handle om behandling og stabilitet, ikke straf og økonomisk ødelæggelse. Hvis man virkelig vil hjælpe mennesker med psykiske lidelser, må man sikre tryghed og et økonomisk grundlag, så man kan bevare sin bolig og undgå tilbagefald.”

Beskæftigelsesudvalget har også bedt beskæftigelsesministeren om at kommentere denne henvendelse. Kaare Dybvad skriver igen i sin kommentar til Mikhail Rarenko, ligesom i sine øvrige svar, at ”formålet med lovforslaget er at stoppe den nuværende dobbeltforsørgelse af behandlings- og anbringelsesdømte under deres indlæggelse eller anbringelse på de retspsykiatriske afdelinger. Der er således tale om at afskaffe en adgang til dobbeltforsørgelse – ikke en straf...” (osv.) 

Han skriver videre, at det ”er vigtigt, at der sker en ordentlig udskrivelse af de retspsykiatriske patienter, så de får de bedst mulige betingelser for at genindtræde i samfundet.” Her peger han på, at ”psykiatriloven [indeholder] en pligt for overlægen til at udarbejde en såkaldt udskrivningsaftale eller koordinationsplan mellem en patient og patientens kommune, praktiserende læge, eller andre relevante myndigheder, inden patienten udskrives.” Han ”mener derfor, at lovforslaget i tilstrækkelig grad tager højde for, at der skabes stabilitet om de behandlings- og anbringelsesdømte, når de udskrives.”

Så let kommer han omkring de videre konsekvenser af sit lovforslag. Sådan kan man ikke gøre i den virkelige retspsykiatri.

Samme rille, igen, igen

Der er også stillet en lang række spørgsmål om de samme temaer til beskæftigelsesministeren fra beskæftigelsesudvalget efter ønske fra Victoria Velásquez. Hun spørger f.eks.: 

”Er det regeringens holdning, at en behandlingsdom skal føre til økonomisk straf, der forværrer muligheden for at kunne blive rask igen, og hvordan ser ministeren dette i forhold til princippet om rehabilitering og samfundets ansvar for at hjælpe personer med psykisk sygdom?”

”Bedre Psykiatri fremhæver i deres høringssvar til lovforslaget, at formålet med behandlingen af retspsykiatriske patienter er både behandling af den psykiske lidelse og forebyggelse af ny kriminalitet. Hvordan vil ministeren sikre, at lovforslaget understøtter disse formål og ikke hindrer retspsykiatriske patienters mulighed for at komme videre i et liv uden kriminalitet?” 

”Hvilke langsigtede konsekvenser ser ministeren for samfundet, hvis lovforslaget vedtages i sin nuværende form, og hvordan vil regeringen sikre, at det ikke skaber flere problemer, end det løser, i forhold til både retspsykiatriske patienter og samfundets sikkerhed?”

Ministerens svar er robotagtige og kører hele tiden i de samme riller. På det første af de her nævnte spørgsmål svarer Kaare Dybvad Bek, ”at formålet med lovforslaget er at stoppe den nuværende dobbeltforsørgelse af anbringelses- og behandlingsdømte under deres anbringelse eller indlæggelse på de retspsykiatriske afdelinger. (…) [E]n ændring af målgruppens status som dobbeltforsørgede hverken er eller kan betragtes som en straf. I forhold til de dele af spørgsmålet, som omhandler regeringens psykiatriplan og målsætninger på det psykiatriske område, henviser jeg til svar på spørgsmål 2” (som var svaret på den første af de omtalte henvendelser fra mig). 

Han forholder sig ikke til de centrale problemstillinger, og heller ikke Victoria Vélasquez kommer nogen vegne med sine spørgsmål, uanset hvordan hun stiller dem.

En regering, der ser bort fra fagfolks vurderinger

Vi har altså en regering og en beskæftigelsesminister, der sidder mange usædvanligt kritiske høringssvar, henvendelser og spørgsmål overhørig. Som ikke forholder sig personligt til, at den lovproces, der nu er langt på vej i retning af en lovvedtagelse, vil få uproportionalt voldsomme konsekvenser for nogle svagt stillede, meget syge patientgrupper i vores land. Som uden omtanke ignorerer selv faglige advarsler fra erfarne jurister fra Institut for Menneskerettigheder, erfarne retspsykiatere og folk med eget eller pårørendekendskab til denne del af retspsykiatrien.

Når Kaare Dybvad Bek og regeringen slet ikke kan lade sig røre af en advarsel om, at de overtræder grundlæggende menneskerettigheder og skader svært psykisk syge patienters grundlæggende tryghed, behandling, rehabilitering og kriminalitetsforebyggelse, og når sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde på sin side taler fuldstændigt samme sprog uden at ville se det store billede – så er vi for længst ude over en almindelig demokratisk proces. 

Dette lovforslag og denne indstilling fra regeringens side over for professionelle fagfolk med flere vil komme til at gøre meget stor skade – ikke alene på de retspsykiatriske patienter, men også på det omgivende samfund. Det er meget desillusionerende, at regeringen overhovedet ikke lytter til dem, der ved, hvilke skadelige konsekvenser lovforslaget vil få for nogle af vores medmennesker og for hele vores samfund.