"Som sygeplejerske har jeg gennem mange år set, hvordan omsorg er helt afgørende i mødet med patienter og pårørende. Omsorg er ikke noget blødt ekstra. Det er en kerneydelse, der betyder bedre overlevelse," siger Vibeke Westh.
Omsorg er sundhedsvæsenets glemte kerneydelse
Debat
Af Vibeke Westh, sygeplejerske og regionsrådsmedlem (Soc.), Region Hovedstaden
Omsorg er en kerneydelse i sundhedsvæsenet, men den kræver politisk mod at fastholde som en prioritet – både i hverdagen og i uddannelsessystemet, skriver Vibeke Westh, sygeplejerske og regionsrådsmedlem (Soc.), i dette debatinlæg.
I august samlede Region Hovedstaden fagfolk, forskere og beslutningstagere til en velbesøgt konference om omsorg. Det var både tiltrængt og vigtigt. For omsorg er ofte det første, vi tager for givet i sundhedsvæsenet – og samtidig det første, der risikerer at glide i baggrunden, når effektiviseringer, strukturændringer og nye teknologier fylder dagsordenen.
Som sygeplejerske har jeg gennem mange år set, hvordan omsorg er helt afgørende i mødet med patienter og pårørende. Omsorg er ikke noget blødt ekstra. Det er en kerneydelse, der betyder bedre overlevelse, mere sammenhængende patientforløb og højere medarbejdertilfredshed. Når patienter mødes som hele mennesker, bliver behandlingen bedre. Når pårørende får reel indflydelse, vokser tilliden og samarbejdet. Og når medarbejdere får tid og rum til omsorgen, styrkes både arbejdsglæde og fastholdelse.
Men omsorg er ikke kun noget, vi kan tage med os fra erfaring. Omsorg skal læres. Den skal trænes, diskuteres og integreres som en aktiv del af vores sundhedsuddannelser. Vi underviser i kliniske færdigheder, teknologi og metoder – men hvis vi ikke samtidig prioriterer omsorg og relationelle kompetencer, svigter vi både patienter, pårørende og medarbejdere.
Som regionsrådsmedlem ser jeg samtidig det store billede: Omsorg er en investering for hele samfundet. Den reducerer fejl, genindlæggelser og mistillid og styrker borgernes tillid til vores fælles sundhedsvæsen. I en tid med flere patienter, flere opgaver og store strukturelle forandringer – herunder etableringen af et nyt regionslandskab – må vi insistere på, at omsorgen ikke bliver taberen.
Omsorg kan ikke sættes på stopur, og dens fulde effekt kan ikke altid måles her og nu. Men vi ved, at den virker. Netop derfor kræver det politisk mod at fastholde omsorgen som en prioritet – både i hverdagen og i uddannelsessystemet. For uden omsorg reduceres sundhedsvæsenet til teknik og logistik. Med omsorg sikrer vi et sundhedsvæsen, hvor patienterne, de pårørende, medarbejderne – og i sidste ende samfundet – vinder.
Omsorgen må ikke glemmes. Den skal stå højt på den sundhedspolitiske dagsorden – og den skal skrives ind i fremtidens sundhedsuddannelser.
