Christian Bjørn Poulsen efterlyser en uvildig revision af regionernes faktureringspraksis ved forsøgsbehandling.
Ledende overlæge: Helt urimeligt at placere ansvaret hos klinikerne i sag om fejlkodede forsøgspatienter
Debat
Christian Bjørn Poulsen,
ledende overlæge,
Hæmatologisk Afdeling,
Sjællands Universitetshospital
I debatten om millionafregninger mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden i forbindelse med CAR-T-forsøget DANCART på Rigshospitalet retter ledende overlæge Christian Bjørn Poulsen i dette indlæg kritik af, at klinikerne får skylden for forkert kodning. Ifølge ham bør ansvaret ikke placeres hos de læger, der behandler patienter, men derimod hos dem, der har den økonomiske interesse i korrekt fakturering.
I den verserende sag mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor Region Sjælland uretmæssigt er blevet afregnet for to patienter i behandling med eksperimentel CAR-T-celleterapi i et ekstern finansieret forskningsforsøg (DANCART) på Rigshospitalet, anfører Rigshospitalets økonomiafdeling, at ansvaret for, at patienterne blev kodet forkert, ligger hos klinikerne.
Det lyder sådan her i en artikel i Hæmatologisk Tidsskrift:
”I sidste instans er det den ledende overlæge på afdelingen eller den protokolansvarlige læge, som skal sikre sig, at det øvrige personale ved, hvordan patienterne skal kodes.“
Det er vigtigt at fastslå, at ingen klinisk afdeling på et hvilket som helst hospital har interesse i at kode forkert. Det er ikke den kliniske afdeling, der får tilført de penge, som afkræves i en anden region. De fleste klinikere – herunder mig selv – er langt fra eksperter i at kode. Og dette selvom jeg har haft ledelsesansvar for vores kliniske forskningsenhed (KFE) i mere end otte år. Jeg er af den opfattelse, at mine kolleger i den konkrete sag har kodet efter bedste evne og overbevisning.
Jeg ved, at klinikerne bag DANCART-protokollen har gjort et betydeligt arbejde med at skrive og finansiere protokollen. Og det har de sandsynligvis brugt mange ulønnede timer på. Også derfor virker det helt urimeligt at placere ansvaret her. De har til fulde udfyldt deres opgaver.
Hvem, der reelt har ansvaret for korrekt kodning og fakturering, er mig uklart. Jeg føler mig dog fristet til at sige, at det er de parter, der har den økonomiske interesse, som også bør stå til ansvar for korrekt kodning og fakturering – og det er ikke de enkelte forskere eller kliniske afdelinger.
Som Jannick Brennum, vicedirektør på Rigshospitalet, korrekt bemærker i et interview med DR om sagen:
”(…) ingen har et ønske om andet end at sikre korrekt afregning mellem regionerne, og vi står sammen om at sikre patienterne den bedst mulige behandling.“
Derfor må det aldrig blive et ansvar for den enkelte læge at håndtere, hvordan der faktureres mellem regionerne. Patienterne skal kunne tilbydes den bedst mulige behandling – uanset om den finder sted i en anden region.
Overfor Hæmatologisk Tidsskrift anfører Rigshospitalets økonomiafdeling, at afregning for protokolpatienter er en kompleks størrelse, og at der undertiden sker overfakturering, mens der andre gange underfaktureres. Det er en påstand, som det kræver bevis at verificere.
Aktuelt er Region Sjælland i færd med at gennemgå afregningen for andre patienter i forsøgsbehandling i Region Hovedstaden for at afklare problemets størrelse. Men for mig at se er der et bydende behov at få en uvildig gennemgang af faktureringer mellem regionerne. For der er en indgroet egeninteresse fra afsenders side i, at manglende kodning udløser en økonomisk gevinst. Og samtidig er der en uhensigtsmæssighed i, at betalende region skal gennemgå eget arbejde med håndtering af faktura.
Således efterspørger jeg både en uvildig revision og en forvaltningsmæssig vurdering af, om man kan tillade sig at overfakturere flerfold. At der forvaltningsmæssigt er behov for gennemgang bunder blandt andet i, at man interregionalt tilsyneladende finder det acceptabelt at fakturere 6,6 millioner kroner for DANCART-patienter, der er blevet behandlet efter, at den fulde finansiering af protokollen ophørte. Det er set fra min stol anstødeligt, at der kommer så store finansielle interesser i forbindelse med forsøgsbehandling af patienter.
Relaterede artikler
Godt tre millioner kroner per patient koster det andre regioner at have hæmatologiske patienter i...
