
Speciallæge Kim Foss er blandt underskriverne.
Børnelæger slår alarm: Nyt hospitalsprojekt kan sætte børns liv og helbred på spil
DEBAT. Børne- og ungelæger advarer i skarpe vendinger mod planerne om at oprette en ny børne- og ungeafdeling på Nyt Hospital Bispebjerg. Et åbent brev er sendt fra børne- og ungelæger i Region Hovedstaden og Region Sjælland til relevante myndigheder og beslutningstagere. Der er i øjeblikket en underskriftsindsamling i gang blandt børne- og ungelæger, og over 120 læger har tirsdag formiddag allerede skrevet under i protest mod planerne.
Kære politikere i Region Hovedstaden,
Vi – børne- og ungelæger fra Region Hovedstaden og Region Sjælland – skriver til jer som repræsentanter for børn og unge på Sjælland med et ønske om at blive hørt. Vi er dybt bekymrede over planerne om etablering af endnu en børne- og ungeafdeling i Region Hovedstaden. Vi mener, at det vil få store konsekvenser for børn og unges lighed i sundhed, som i værste fald kan ende fatalt for nyfødte på Sjælland.
Der er mangel på speciallæger!
I analysen af kvinde-barn-området i Region Hovedstaden fremgår det tydeligt, at der mangler speciallæger til at bemande en ny afdeling. Konsekvensen af at oprette en ny børneafdeling vil være, at det nuværende antal speciallæger skal fordeles på endnu en afdeling, hvilket vil svække det faglige niveau og patientsikkerheden, både i Region Hovedstaden og i Region Sjælland. Der er i forvejen mangel på speciallæger i Region Sjælland, hvilket vil forværres ved dette tiltag. Især indenfor behandling af nyfødte (neonatologien) er situationen alarmerende. At det samme antal speciallæger på Rigshospitalet skal dække både en almen fødeafdeling med 3.500 fødsler år-
ligt og højt specialiserede funktioner – på to matrikler – er urealistisk. Vi frygter at konsekvenserne for de nyfødte kan blive fatale.
Et nyt center vil skabe øget ulighed i sundhed
Et kvinde-barn-center på Nyt Hospital Bispebjerg vil primært gavne patienter i den centrale del af hovedstaden – et område, hvor borgerne allerede har nem adgang til sundhedstilbud. Dette trækker sundhedsfaglige ressourcer væk fra områder, hvor afstanden til børne- og ungelæger og fødesteder i forvejen er stor. Det vil skabe en endnu større ulighed i sundhed, end der er i forvejen.
Derudover er det i direkte strid med intentionerne i den kommende sundhedsreform, som har til formål at sikre kvalitet, lighed og nærhed – uanset hvor du bor.

