Når én afdeling bliver syndebuk for et helt systems smerte

Når psykisk syge tager deres eget liv, efterlades de pårørende med skyld og spørgsmål. Men kan vi forvente, at psykiatrien kan redde alle? Karin Liltorp peger på behovet for nuancer og læring i stedet for hurtige domme – og advarer mod, at frygten for kritik kan bremse udviklingen.

En ældre mand tog sit eget liv kort efter at være blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling i Svendborg. En ung mand blev sendt på udgang i Aarhus, gik direkte ud og købte en kniv, hvorefter han vendte tilbage til afdelingen og stak en medpatient ihjel. En yngre kvinde fra Sjælland havde været fanget i psykiatriens svingdør, siden hun var 14 år: Hun havde kæmpet, været i behandling, prøvet igen og igen – men i en alder af 24 lykkedes det hende desværre at tage sit eget liv. Bag langt de fleste selvmord gemmer der sig en historie om ubærlig smerte, psykisk sygdom og desperat håb, der til sidst brister. For de efterladte efterlader det et ekko af spørgsmål, som aldrig vil få svar: Kunne jeg have gjort mere? Hvis bare jeg havde taget på besøg lidt oftere. Hvis bare jeg havde set tegnene. Hvis bare...

Men det store spørgsmål er: Kan ethvert selvmord forhindres? Når en kræftpatient dør, siger vi sjældent, at lægen svigtede. Vi ved, at sygdommen i sidste ende var stærkere end behandlingen. Men når en psykisk syg person tager sit eget liv, leder vi ofte febrilsk efter en skyldig. Psykiatrien bliver derfor ofte stillet til ansvar for, at mennesker, der lider, vælger den ultimative udvej. Vi skaber et narrativ om, at hvert selvmord er et tegn på systemets kollaps, snarere end at acceptere den hårde sandhed: Selvmord sker. Og nogle gange kan de ikke forhindres – heller ikke af det allerbedste sundhedssystem. Tallene taler deres tydelige sprog: Omkring 600 mennesker begår selvmord i Danmark hvert år, og op mod halvdelen af dem har været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Den største risikoperiode for selvmord er umiddelbart efter udskrivelse

Hvor er sammenligningen, der kunne gøre os klogere?

Gennem det seneste år har Afdeling C i Randers været under lup. For dem, der ikke har fulgt sagen tæt, er historien ganske kort, at afdeling C i Randers gennem flere år har forsøgt at nytænke psykiatrien. De arbejdede aktivt for at reducere brugen af medicin og tvang, samtidig med at de satsede på fællesskab og relationel behandling – altså alt det, som WHO anbefaler. Deres resultater var lovende: ingen selvmord på afdelingen og markant mindre tvang. Pludselig tog sagen dog en drejning, og nogle mente, at psykiaterne ikke havde varetaget deres job godt nok - hvilket måske endda havde ført til nogle selvmord, der ”kunne være undgået”.

Alt hvad der er sket på afdelingen er efterfølgende blevet gransket. Gennemgangen har vist, at dokumentationen var alt for ringe. Dokumentsjusk er da også … noget sjusk, men hvor er evidensen for, at mere dokumentation fører til bedre behandling? Og er dokumentationspraksis i Randers dårligere end andre steder i landet? Burde kvaliteten af behandling ikke vurderes ud fra kriterier som tilbagefald, antal selvmordsforsøg blandt patienter - og på tværs af alle afdelinger i landet? Ingen virker dog interesserede i at foretage den sammenligning, der kunne gøre os klogere. Er det dokumentationspraksis, medicinering, samtaler, længden af indlæggelsen eller noget helt andet, der er afgørende for en vellykket behandling? Det virker som om, at det ikke længere relevant, for dommen er faldet: Psykiaterne i Randers er ryddet af vejen, uden mulighed for en retfærdig rettergang.

Vi må lære, ikke fordømme

Sagen om Randers handler ikke kun om denne ene afdeling – den handler om fremtiden for psykiatrien som helhed. Den betyder potentielt, at andre afdelinger vil tøve med at afprøve nye metoder – ikke fordi de ikke tror på dem, men fordi de frygter den hetz, der kan følge. Hvis vi virkelig vil skabe en bedre psykiatri, må vi turde stille os selv de svære spørgsmål – også når svarene ikke passer ind i det dominerende narrativ. Vi må sammenligne, analysere og lære – ikke hænge ud og fordømme. Vi har alle et ansvar for at skabe en kultur, hvor det er muligt at afprøve nye veje uden frygt for at blive slået ned. For ellers ender vi med et system, hvor ingen tør prøve nye tilgange – og det er patienterne, der betaler prisen.