Et vægttab på 28,3 procent af kropsvægten efter 80 uger. Det var et af de mest opsigtsvækkende resultater, der blev præsenteret på den amerikanske diabeteskongres ADA, som blev holdt i New Orleans fra 5. til 8. juni 2026.
Resultaterne stammer fra det ventede fase III-studie TRIUMPH-1, hvor forskere har undersøgt det eksperimentelle vægttabsmiddel retatrutid. Midlet er endnu ikke godkendt, men det vækker stor interesse, fordi det påvirker tre forskellige hormonsystemer i kroppen på én gang. De tre hormonsystemer spiller blandt andet en rolle for appetit, mæthed, blodsukker og kroppens forbrænding.
I studiet deltog personer med fedme eller overvægt og mindst én sygdom eller helbredsbelastning, der hang sammen med vægten. Det kunne for eksempel være forhøjet blodtryk, type 2-diabetes eller andre problemer, som ofte følger med overvægt.
I alt deltog 2.339 personer. De blev ved lodtrækning fordelt til enten retatrutid i tre forskellige doser eller placebo, som er en behandling uden aktivt lægemiddel. Det største vægttab blev set hos dem, der fik den højeste dosis på 12 mg. Efter 80 uger havde de i gennemsnit tabt 28,3 procent af deres kropsvægt.
Resultaterne er endnu ikke offentliggjort som videnskabeligt abstract eller som fuld videnskabelig artikel. Alligevel kalder Claus Bogh Juhl, overlæge og professor i diabetes og overvægt på Sydvestjysk Sygehus, de præsenterede resultater imponerende.
”Vi er der nu, hvor den medicinske vægttabsbehandling kan konkurrere med vægttabskirurgi. Der er ingen grund til at stræbe efter et større vægttab, for knap 30 procent er ret vanvittigt,” siger han.
Effekter på følgesygdomme
Ifølge Claus Bogh Juhl er det især bemærkelsesværdigt, at TRIUMPH-1-studiet også viste mulige gevinster for personer, der ud over overvægt havde slidgigt i knæene eller søvnapnø.
Hos deltagere med slidgigt i knæene faldt smerterne markant. Det blev målt på WOMAC-skalaen, som bruges til at vurdere smerter, stivhed og funktion hos patienter med slidgigt. Her så forskerne en reduktion i smerter på op til 73,1 procent.
Hos deltagere med moderat til svær obstruktiv søvnapnø faldt antallet af vejrtrækningspauser og episoder med nedsat vejrtrækning under søvn også tydeligt. Søvnapnø er en tilstand, hvor vejrtrækningen gentagne gange stopper eller bliver meget svag under søvn. I studiet faldt det såkaldte apnø-hypopnø-indeks, AHI, med op til 36,1 hændelser i timen. Ved studiestart havde deltagerne i gennemsnit 58,6 hændelser i timen, og faldet svarede til 60,6 procent.
"Disse resultater på følgesygdommene er faktisk mere interessante end vægttabet. Der findes jo ikke smertestillende midler, der kan reducere smerter mere end 70 procent, eller (medicinske, red.) behandlinger, der kan reducere søvnapnø med 60 procent. Det har en kæmpe indflydelse på patienternes hverdag og livskvalitet, så det er imponerende," siger Claus Bogh Juhl.
Han vurderer, at retatrutid lige nu ser ud til at være et skridt foran de øvrige vægttabsmidler.
"Men der er en lang række andre vægttabsmidler på vej, som måske kan vise sig at være konkurrencedygtige. Det afgørende er nok heller ikke længere, om man taber 25 eller 30 procent af sin kropsvægt. Det er, om man finder den rigtige medicin til den rigtige patient."
Målet er ikke nået
Jens Meldgaard Bruun, der er overlæge og klinisk professor ved Steno Diabetes Center Aarhus samt lægefaglig leder af National Center for Overvægt, mener ikke nødvendigvis, at man har nået loftet for, hvor meget et vægttabsmiddel kan præstere af vægtreduktion.
”De sidste mange år er vægttabene blevet større og større. Et gennemsnit på 25 til 30 procent af kropsvægten er det højeste, som vi har opnået nu. Men jeg kan stadig forestille mig, at det kan blive bedre,” siger Jens Meldgaard Bruun, der mener, at et vægttab på over 30 procent godt kan give mening:
”Det afhænger meget af, hvad man ønsker at opnå med et vægttab. Ved type 2-diabetes kan store vægttab være nødvendige.”
Han mener ikke, at de store vægttab opnået på medicin endnu er en konkurrent til vægttabskirurgi.
”Man skal have med i overvejelserne, at vægttabsmedicin er en dyr behandling, som man skal være på resten af livet. Men med en vægttabsoperation får man et kirurgisk indgreb én gang og kan derefter vedligeholde et vægttab i 10 til 20 år. Hvis vi kommer dertil, at man kan få vægttabsmedicin, hvor det gennemsnitlige vægttab er 30 procent – ligesom det er ved vægttabskirurgi – kan man begynde at snakke om, at vægttabskirurgi ikke er nødvendig. Men der er vi ikke endnu.”
Kost og motion skal følge med
Selv om resultaterne fra vægttabsstudierne imponerer, så følger der også en række potentielle problemer med, når en patient taber sig så meget på vægttabsmedicin over en kort periode. Det mener Claus Bogh Juhl.
”Vi ser ind i en situation, hvor medicinske vægttabsmidler vil blive brugt til en rigtig stor population. Derfor skal vi også holde øje med, om der dukker sjældne bivirkninger op. De sjældne bivirkninger kan vi ikke se, når vi tester på 5.000 patienter, men de kan fremgå af data, når vi har data fra 50.000 personer,” siger Claus Bogh Juhl.
Samtidig har det blandt eksperter været diskuteret, om en patient taber for meget muskelmasse, når man opnår et hurtigt og stort vægttab på vægttabsmedicin. Men Claus Bogh Juhl er ikke bekymret for, at det vil blive et udbredt problem.
”Hvis man sammenligner et vægttab på vægttabsmedicin og et vægttab uden vægttabsmedicin, så ser det ud til, at man bevarer sin muskelmasse mindst lige så godt på vægttabsmedicin. Så det er altså vægttabet i sig selv, der gør, at man taber muskelmasse,” siger han og påpeger:
”Alle studierne på vægttabsområdet er lavet med udgangspunkt i, at patienterne har fået vejledning om diæt og fysisk aktivitet. Så det skal vi også huske, når vi bruger lægemidlerne i klinikken. Her tror jeg, at diætisterne kommer til at få en helt ny rolle i fremtiden, hvor de skal sikre sig, at patienterne får protein nok til at vedligeholde muskelmassen. Og vi skal som behandlere sørge for, at patienterne får rådgivning om fysisk aktivitet.”
Udbredelse bliver en udfordring
For Claus Bogh Juhl er fremtidens medicin til vægttab først og fremmest de lægemidler, der rent faktisk formår at blive udbredt i hverdagens kliniske praksis.
”Fremover kommer der ikke til at være så meget fokus på, om vi får udviklet de rigtige lægemidler. For i dag har vi mange lægemidler, der både kan give vægttab og har en metabolisk effekt. I sådan en grad, at man faktisk kan få type 2-diabetes til at gå i remission, hvilket man ikke tidligere har troet,” siger Claus Bogh Juhl og tilføjer:
”Så fremadrettet skal der være fokus være på, at patienterne skal kunne tåle medicinen, og at de skal blive ved med at tage den. Det bliver faktorer som pris, tilskudsregler og ulighed i sundhed, der kommer til at blive de helt store udfordringer i årene, der kommer.”
Der mangler stadig studier
For Jens Meldgaard Bruun er det stadig vanskeligt at vurdere hvilke vægttabsmidler, der vil opnå størst udbredelse i klinikken.
”I øjeblikket er der ikke lavet mange head-to-head studier af vægttabsmidler, hvilket gør det svært at sammenligne dem, fordi de enkelte studier af for eksempel retatrutid og eksempelvis CagriSema (der er en kombination af en amylinanalogen cagrilintid og GLP-1-RA'eren semaglutid, red.) er lavet på forskellige populationer,” siger Jens Meldgaard Bruun.
Han mener, at man på væsentlige punkter stadig mangler viden om de mange vægttabslægemidler, der er under afprøvning.
”Der er ikke lavet dedikerede organspecifikke studier på vægttabslægemidlerne, som for eksempel kan vise effekter på kardiovaskulære, renale eller lever-relaterede endepunkter. Vi ved desuden, at der er en sammenhæng mellem svær overvægt og udvikling af cirka 17 overvægtsrelaterede cancerformer, men endnu ingen randomiserede, kontrollerede studier af vægttabsmedicin har haft fokus på dette. Vores viden på det punkt stammer fra de kirurgiske studier med bariatrisk kirurgi (samt observationsstudier på GLP-1-RA-behandling, red.).”
Jens Meldgaard Bruun vurderer dog, at fremtidens medicinske behandling af overvægt vil blive en form for skræddersyet behandling til den enkelte patient.
”Forskellige overvægtsrelaterede tilstande kræver en individuel tilgang og behandling, hvor for eksempel en kombination af injektions- og oralbehandling kan blive den nye form for personlig medicin.”
