
"Det er vigtigt at screene for depressive symptomer og selvmordstanker hos hovedpinepatienter, hvilket kan hjælpe med at identificere personer med øget risiko," påpeger Holly Elser.
Ny, dansk forskning: Hovedpine markant forbundet med forhøjet selvmordsrisiko
En omfattende dansk undersøgelse viser, at patienter med forskellige former for hovedpine har en væsentligt øget risiko for både selvmordsforsøg og gennemført selvmord. Selv mildere former som spændingshovedpine er forbundet med en øget risiko, hvilket overraskede forskerne bag studiet.
Studiet blev ledet af Holly Elser, læge og ph.d., der er tilknyttet Department of Neurology på Hospital of the University of Pennsylvania i USA samt Institut for Klinisk Epidemiologi ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Undersøgelsen omfatter næsten 120.000 danskere diagnosticeret med hovedpine mellem 1995 og 2020.
Tidligere studier har hovedsageligt fokuseret på migræne og klyngehovedpine (trigeminal autonom cephalalgi, TAC), som ofte forbindes med stærke smerter og dermed en øget selvmordsrisiko. Men den nye forskning peger på, at også mildere hovedpinetyper som spændingshovedpine er forbundet med en forhøjet risiko.
"Jeg blev overrasket over, at risikoen for både forsøg på selvmord og gennemført selvmord var forhøjet på tværs af alle hovedpinetyper – også mildere former som spændingshovedpine," siger Holly Elser.
Forskerne fandt i undersøgelsen, at personer med hovedpine havde dobbelt så høj (104 procent) risiko for at forsøge selvmord sammenlignet med personer uden hovedpinediagnose. Risikoen for at dø ved selvmord var 40 procent højere.
Risikoen varierede dog afhængigt af hovedpinens type. Personer med hovedpine efter en hovedskade (posttraumatisk hovedpine) havde 214 procent højere risiko for selvmordsforsøg og 222 procent højere risiko for at dø ved selvmord. Hos personer med trigeminal autonom cephalalgi, herunder klyngehovedpine, var risikoen for selvmordsforsøg 97 procent højere og risikoen for selvmord 140 procent højere.
