Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Med ´Tvunget til at føde´ udviser TV2 rettidig public service omhu i lyset af Det Etiske Råds netop offentliggjorte nye anbefalinger. Foto: TV2

Dokumentar giver væsentligt indblik i kvinders kamp mod abortafslag i Danmark

DOKUMENTAR. Fire kvinder er gravide, men må ikke selv afgøre, om de kan få en abort. I stedet skal et særligt abortsamråd beslutte, om de skal føde et barn. En TV2-dokumentar om kvinderne, ´Tvunget til at føde´, er ikke kun hyper aktuelt, men også et absolut seværdigt, informativt og fordomsnedbrydende program, mener anmelder Maria Cuculiza.

Et flertal i Etisk Råd har netop anbefalet, at grænsen for fri abort bør hæves fra 12 til 18 uger, og sundhedsministeren vil invitere til forhandlinger om abortgrænsen i løbet af efteråret.

Hvert år får over 40 kvinder afslag på at kunne få en abort, for hvis en kvinde er mere end 12 uger gravid, er det statens abortsamråd, der beslutter om man skal tvinges til at føde mod sin vilje. Abortsamrådet kritiseres for mørklagte og geografisk vilkårlige afgørelser. Fire kvinder, der af vidt forskellige grunde var mere end 12 uger henne i deres graviditet fortæller i nyt sobert og dygtigt castet dokumentarprogram ´Tvunget til at føde´ om deres traumatiske erfaringer med at blive pålagt at gennemføre deres uønskede graviditeter:

”Der er nogen, der kan tvinge mig til noget, som er så livsændrende som at sætte et barn i verden,” kritiserer dengang 38-årige Tabita Mortensen, der blev gravid trods brug af p-piller, og hvis læge opdagede graviditeten i 13. graviditetsuge, da Tabita Mortensen bad om at blive undersøgt for kræftsygdom på grund af symptomer fra graviditeten.

Tabita Mortensen, der aldrig har ønsket at få børn, ansøgte Abortsamrådet om en abort. Et afslag herfra var for hende en utænkelig tanke, når hun nu indgående havde forklaret, at barnet var helt og aldeles uønsket. Nærmest en formssag troede hun, og så meget desto større var chokket, da hun fik nej:  

”Jeg var dybt chokeret. Jeg kunne føde barnet og bortadoptere det eller føde barnet og beholde det. Uanset om jeg ville det eller ej,” fortæller Tabita Mortensen, der herefter overvejede en række desperate metoder til udryddelse af sit foster, indtil hun fandt ud af, at hun kunne tage til Stockholm i Sverige, hvor grænsen for fri abort er 18 uger.

En anden af de deltagende kvinder, Heidi, der også havde overskredet abortgrænsen på 12 uger, er den enlige mor til i forvejen to små drenge. Heidi er døv, og faren til fosteret forlod hende i graviditetens 3. måned. Hun magtede herefter hverken psykisk eller fysisk et tredje barn og blev i stigende grad svært deprimeret ved udsigten til endnu et barn. Hendes læge sagde derfor, at han gerne ville hjælpe hende med en ansøgning til statens abortsamråd om en senabort. Men også hun fik afslag.

”Jeg kunne ikke gøre noget. Afslaget var en straf,” siger Heidi, som følte sig tvunget til at gennemføre sin graviditet og siden lærte sig også at elske sit tredje barn.

En tredje er Sarah Dam. Hun får ved en 20 ugers scanning besked om, at fosteret mangler en hånd:

"Min verden brød fuldstændig sammen. Jeg vidste, at jeg ikke havde overskuddet til et handicappet barn,” forklarer Sarah, der fortæller, at hun tidligere har haft et langvarigt alkoholmisbrug og flere alvorlige depressioner.

Hun er helt på det rene med, at beslutningen om at få abort på grund af et handicap er kontroversiel og kan støde, men hendes frygt er, at opgaven med et handicappet barn vil kunne føre til tilbagefald til skade for barnet - og hende selv. Sarah valgte at tage til London i England, hvor abortgrænsen er 22 uger.

Det fjerde og sidste deltager er en 19-årig anonym teenager, som lider af en alvorlig tarmsygdom, der har skjult hendes graviditetssymptomer, hvorfor hun først opdagede den, da hun var i 16. uge. Også hun fik afslag, men graviditeten får sygdommen til at eksplodere, og hun ansøger endnu engang og får denne gang ja på grund af sygdom, der kan skade både mor og barn:

Fælles for kvinderne er udover den uønskede graviditet og den dermed forbundne angst, de stærke depressioner, der for flere af dem var forbundne med tanker om selvmord, også deres store utilfredshed med Abortsamrådenes håndtering.

Det er der god grund til ifølge juraprofessor på Københavns Universitet, Janne Rothmar Herrmann, der betegner abortsamrådenes kriterier og beslutninger som vilkårlige, mørklagte og tilsyneladende helt forskellige, afhængigt af hvilken region man bor i.

´Tvunget til at føde´ er ikke kun hyper aktuelt, men også et absolut seværdigt, informativt og fordomsnedbrydende program, som det er lykkedes at finde fire kvinder, der er havnet i samme situation, uden at de selv er skyld i, at de er udover 12-ugers reglen.

Kvinderne, hvis beretninger understøttes af velfungerede rekonstruktioner, illustrerer således som de levende mennesker, de er, på bedste pædagogiske vis, hvor nemt det er at have forudfattede teoretiske meninger om 12-ugers reglen uden nødvendigvis samtidigt at have øje for de mange dilemmaer, som loven også afføder, når den møder virkeligheden.

Skal kvinder som disse fire virkelig kunne tvinges til at føde et barn, som de under ingen omstændigheder ønsker, alene fordi de ikke lever op til 12-ugers reglen? 1 af kvinderne er for eksempel kun en uge forsinket.

Bør vi som samfund forholde os til, at de ressourcefulde kan sætte sig ud over samfundets afgørelse ved at betale sig fra en abort i de øvrige europæiske lande, hvor abort er fri mellem uge 14 og 24?

Hvorfor tror vi, at samfundet, repræsenteret af mennesker som aldrig har mødt de fire kvinder, er bedre til at træffe så livsafgørende beslutninger som at sætte et barn i verden end kvinderne selv?

Kan det virkelig være rimeligt, at Abortsamrådenes afgørelser er hemmeligtstemplede og øjensynligt også så forskellige, at det kan være ens postnummer, der afgør, hvorvidt man tvinges til at føde?

Dilemmaerne og de direkte og indirekte rejste spørgsmål er mange i dette program, som dog også har et skarpt øje for, at tid er afgørende i forhold til fostrets overgang til at blive et barn inde i morens mave. Rigshospitalets professor i føtalmedicin og føtalterapi Olav Bjørn Petersen, der med sin nøgterne og afdæmpede fremtoning er et pædagogisk scoop for programmet, gør således en brav indsats for på få minutter at få os til at forstå fosterets udvikling og betydningen heraf i forhold til provokerede aborter.

Med ´Tvunget til at føde´ udviser TV2 rettidig public service omhu i lyset af Det Etiske Råds netop offentliggjorte nye anbefalinger.

TV 2 Play: Tvunget til at føde: Hvem bestemmer om jeg skal have et barn?

 

 

Fakta: Abortsamrådet

  • I 2022 søgte 863 kvinder om sen abort ved abortsamrådet. Af dem fik 54 afslag. Abortankenævnet ændrede senere otte sager fra et afslag til en tilladelse. Dermed fik i alt 46 kvinder afslag på abort efter 12, viser Abortankenævnets årlige rapport.
  • Ni medlemmer af Det Etiske Råd foreslår en abortgrænse på 18. graviditetsuge, fire medlemmer anbefaler en grænse på 15 uger, og de sidste fire medlemmer mener, at grænsen bør være, hvor den er i dag – altså 12 uger.
  • Der findes to metoder til at få en abort: medicinsk abort og kirurgisk abort. Den medicinske abort foregår ved, at man får medicin, som sætter aborten i gang. Den kirurgiske abort foregår ved, at man bliver bedøvet og derefter får suget livmoderens indhold ud. Hvilken type abort, der gives, kan afhænge af, hvor langt man er i graviditeten. På langt de fleste sygehuse vil man tilbyde medicinsk abort før uge 9 og kirurgisk abort efter uge 9.
  • I Abortsamrådet sidder en speciallæge i gynækologi, en speciallæge i psykiatri eller socialmedicin og en socialrådgiver eller en jurist. Samtalerne med kvinderne føres dog af sagsmedarbejdere.

kultur

Del artikler