Myndigheder vil ikke autorisere dem, selv om de arbejder med kræftbehandling og radioaktive stoffer

Der er ikke grundlag for en autorisationsordning til hospitalsfysikere, da patientsikkerheden ikke er udfordret på området, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). Det bør ikke være antallet af fejl, som afgør behovet for autorisation, svarer kræftlægerne og hospitalfysikernes videnskabelige selskaber tilbage.

Hospitalsfysikernes ønske om autorisation går langt tilbage, og der har været dialog med myndighederne siden 2010. De seneste år har Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO) støttet hospitalsfysikernes ønske om og arbejde med at indføre autorisation. Hver gang har svaret fra myndighederne dog lydt:

’Patienter i Danmark har ikke været udsat, og myndighederne ser derfor ikke behov for at indføre autorisation og dermed give flere i sundhedssektoren adgang til patientjournaler og personfølsom information.’

Det seneste afslag fra Sundhedsministeriet kom i april 2023, hvor ministeriet begrunder sit afslag med en vurdering af behovet for autorisation, givet af Styrelsen for Patientsikkerheds (STPS).

”Det er paradoksalt at skulle forestille sig, at der skal laves fejl, før at hospitalsfysikere er berettiget til at blive autoriserede,” skriver Heidi S. Rønde, hospitalsfysiker og for nyligt afgået formand for Dansk Selskab for Medicinsk Fysik (DSMF), og Malene Støchkel Frank, der er overlæge og klinisk forskningslektor i onkologi og formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO), i en fællesmail til Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstermedie Onkologisk Tidsskrift.

Over telefon uddyber Heidi S. Rønde:

”Uden autorisation kan vi ikke forebygge fejl ved at sikre, at hospitalsfysikeren har den fornødne viden, inden de tiltræder i rollen. Vi har heller ikke mulighed for at agere på eventuelt brodne kar, hvis de skulle dukke op, ved for eksempel at fjerne deres autorisation, så de ikke kan arbejde videre som hospitalsfysikere et andet sted,” siger hun.

Hospitalsfysikere er uddannede fysikere og har som udgangspunkt en treårig tillægsuddannelse i medicinsk fysik, men man kan principielt blive ansat som hospitalsfysiker uden en uddannelse i medicinsk fysik, så længe der ikke er autorisationskrav.

”Hospitalsfysikere har med kompleks teknologi, sikkerheden omkring ioniserende stråling og vigtige scanninger at gøre, hvor apparaturet skal indstilles korrekt og forsvarligt. Det er risikofyldt arbejde, og læger eller andre sundhedsfaglige er ikke uddannet til at efterprøve kvaliteten af det komplekse og højtspecialiserede arbejde, som hospitalsfysikerne udfører,” siger Malene Støchkel Frank.

Et spørgsmål om tid

Selv om det danske sundhedsvæsen i mange år har styret uden om store skandaler, der involverer hospitalsfysikere, er DSKO bekymret for, om det er et spørgsmål tid, inden der sker et brud på patientsikkerheden.

”Sundhedsvæsenet og antallet af kræftpatienter, som skal have stråleterapi eller scannes, udvikler sig hastigt, og man kan frygte, at vi ikke kan blive ved med at opretholde det samme niveau med få fejl, hvis vi ikke får etableret en mulighed for kvalitetssikring gennem autorisation,” siger Malene Støchkel Frank. 

Hun fortsætter:

”Derudover får vi i stigende grad brug for at arbejde mere effektivt, og uden autorisation har alle hospitalsfysikere ikke adgang til patientjournaler, hvor de ellers kan finde vigtig information om patienten, der skal bruges i arbejdet og for at sikre patientsikkerheden. Det er information, lægerne eller sygeplejerskerne på afdelingerne bliver nødt til at give hospitalsfysikerne, og det tager ressourcer fra afdelingen, som man sjældent har,” siger Malene Støchkel Frank.

Dansk Selskab for Medicinsk Fysik: Fejl sker, og de bør forebygges

Selv om der ikke er registreret mange fejl blandt hospitalsfysikere i Danmark, så finder de sted. I sjældne tilfælde er de også alvorlige. 

Da Heidi S. Rønde var til møde med Sundhedsministeriet i april 2022 som repræsentant for DSMF og i fællesskab med DSKO, fremlagde hun en række eksempler fra både Danmark og udland.

Som eksempel var der i 2001 en større sag i Danmark, hvor en hospitalsfysiker havde indstillet en strålekanon forkert, så 86 kræftpatienter fik større stråledosis end planlagt. Fire patienter med tumorer i hjernen blev vurderet til at være i mindre risiko for yderligere komplikationer.

I udlandet har der været grelle eksempler med apparatur, som svarer til det, vi har i Danmark. I 2013 blev to franske læger og en hospitalsfysiker dømt og fængslet for, at 450 patienter havde fået overdosis under stråleterapi på grund af forkert indstilling af udstyret. Og i 2015 fik en skotsk patient dobbelt så stor stråledosis, som hun burde med konsekvenser for hendes helbred.

”Spørgsmålet er: Hvorfor ikke etablere en autorisationsordning for hospitalsfysikere? Hvad er der at miste? Det er ikke, fordi vi skal have mere i løn, så der er ikke et økonomisk ræsonnement i det,” siger Heidi S. Rønde.

Endnu en afvisning i rækken

Onkologisk Tidsskrift har spurgt Styrelsen for Patientsikkerhed, om styrelsen anerkender, at hospitalsfysikeres arbejde med strålebehandling og scanninger er risikofyldt arbejde. Hertil svarer styrelsen:

”Vi anerkender fuldt ud, at den faglige virksomhed, som hospitalsfysikerne udfører, er af stor betydning for samlede patientbehandling, og at det er vigtigt, at hospitalsfysikere individuelt er kvalificerede og egnede til at udføre den faglige virksomhed. Vi ser imidlertid også, at hensynet til patientsikkerheden allerede bliver varetaget i blandt andet strålebeskyttelsesbekendtgørelsen, hvor der er krav om, at der ved visse procedurer skal være en medicinsk-fysisk ekspert til stede,” svarer styrelsen.

Onkologisk Tidsskrift: Kan STPS se faglige og patientsikkerhedsmæssige grunde til, hvorfor hospitalsfysikere ikke skal autoriseres? 

”En autorisationsordning bør alene indføres på baggrund af et sundhedsfagligt behov på områder, hvor der udføres risikofyldt sundhedsfaglig virksomhed, hvor der er udfordringer med patientsikkerheden, og hvor en autorisationsordning vil kunne højne patientsikkerheden,” skriver styrelsen, de, at de i vurderingen overvejer om:

1. Gruppen (i dette tilfælde hospitalsfysikere) har en offentligt reguleret uddannelse til at arbejde inden for sundhedsvæsenet,
2. Virksomheden indebærer selvstændighed og patientkontakt,
3. Sundhedspersonerne under udøvelse af deres virksomhed kan udgøre en væsentlig fare for patienterne.
4. Der er behov for at tilkendegive over for befolkningen, patienterne, sundhedsvæsenet m.fl., at denne gruppe sundhedspersoner opfylder de uddannelsesmæssige betingelser for at benytte en bestemt titel.

Til alle punkter kan Malene Støchkel Frank og Heidi S. Rønde svare ja i større eller mindre grad, fortæller de.

Styrelsen skriver også, at det er styrelsens opfattelse, at hospitalsfysikere i meget begrænset omfang har direkte (fysisk) patientkontakt, og at hospitalsfysikerne er en faggruppe, der i praksis ikke i særligt vidt omfang arbejder i selvstændig virksomhed uden for det etablerede sundhedsvæsen. Derfor sker den patientkontakt, som faggruppen kan have, inden for rammerne af det offentlige behandlingstilbud og dermed under driftsherrens ansvar.

Men det er ikke helt rigtigt, siger Malene Støchkel Frank og Heidi S. Rønde:

”I forhold til patientkontakt, så er det meget forskelligt fra afdeling til afdeling. Nogle har stort set ingen (patientkontakt, red.), mens andre har en del – den forskel gør sig også gældende for andre faggrupper.”

Styrelsen mener også, at hensynet til patientsikkerheden bliver tilgodeset i strålebeskyttelsesbekendtgørelsen.

Men det mener DSKO og DSMF heller ikke dækker tilstrækkeligt, da bekendtgørelsen blandt andet ikke garanterer, at hospitalsfysikerne har den fornødne viden, som arbejdet kræver.

”Vi har en lovbestemt uddannelse, der er dog ikke et lovkrav om, at man skal have den uddannelse for at virke som hospitalsfysiker,” siger Heidi S. Rønde.